Kan behandlingen af de allerældste forbedres?

Dansk Center for Aldringsforskning

Den praktiserende læge er borgerens primære kontakt til sundhedsvæsenet - 'fra vugge til grav'. Hovedansvaret for koordination af pleje og behandling af kroniske sygdomme ligger derfor også her. Lægen tager hensyn til patientens behov og ønsker, når der gives en behandling; men det har vist sig, at der er stor forskel i kvaliteten og omfanget af de ydelser, der tilbydes.


Har behandlingen og tilbuddet om sundhedsydelser til ældre ændret sig de senere år? 


Vi vil undersøge den tidsmæssige udvikling for behandlingen af de allerældste i lægens praksis - i samspil med resten af sundhedssektoren. Dette gøres ved at  kombinere registerdata med spørgeskemadata om funktionsevne og selvrapporteret trivsel blandt danskere født mellem 1895 og 1915.

  1. Har praksis omkring behandlingen af forskellige kroniske sygdomme ændret sig over tid i lægens konsultation? Og hvordan oplever patienter og de fagprofessionelle den behandling lægerne tilbyder?
  2. Hvordan hænger graden af funktionsevne, socioøkonomisk status og kroniske sygdomme sammen med hvilke sundhedsydelser der tilbydes i lægens praksis - og hvordan har disse mønstre ændret sig over tid?
  3.  I hvilken grad har opfattelsen af trivsel ændret sig over tid og hvordan er det forbundet med forvaltningen af den sundhedstjenstlige indsats?

Målet er at få en bedre forståelse af trivsel i de sidste leveår. Ved at kombinere interviews og registerdata på en ny måde vil vi undersøge, hvad de allerældste selv forstår ved godt helbred, god funktionsevne og trivsel.