Vejen til Termonettet

Termonettet kan sikre varmeforsyningen i yderområderne, hvor fjernvarme ikke er tilgængelig og samtidig spare energi. Det forventes også at termonettet vil være med til at danne basis for, at bygningsmassen kan bruges i fremtidens energisystem. Sammenholdt med at det er en relativt billig løsning, så spås Termonettet et stort potentiale ikke mindst uden for Danmark, hvor fjernvarme er langt mindre udbredt end i Danmark. Se mere i denne video.

Dette konkrete projekt er baseret på 19 parcelhusgrunde med lodrette jordvarmeboringer i Middelfart. Når de 19 grunde bebygges, vil husene få monteret en lang række målere. Da det forventes at blive 19 forskellige huse, hvor man vælger forskellige varmepumpeløsninger, giver det en unik mulighed for at opsamle data, som ikke hidtil har været tilgængelig.

Den opsamlede data skal bl.a. bruges til at verificere en model for termonettet, som Center for Energy Informatics står for at udarbejde. Modellen vil bl.a. kunne dokumentere effekten af at binde boringer sammen i et termonet. Ydermere vil den opsamlede data kunne danne baggrund for at udarbejde driftdokumentation for varmepumper.

I et mere langsigtet perspektiv vil projektet også kunne bidrage til etablering af en modellerings-, simulerings- og analyse-platform for termonettet, som vil kunne udbygges med multiobjektive optimeringskomponenter til brug for implementering af det smarte energinet.

Ydermere vil projektet være en kilde til studenterprojekter og samfundsrelevante casestudier til gavn for kommende studerende ved civilingeniøruddannelsen i energiteknologi på SDU.

Projektperiode: 1. juni 2017 til 1. juni 2018

Budget: 934.392 kr.

Funding: Innovationsnetværket Smart Energy

Forskningsinstitutioner: Center for Energy Informatics, Syddansk Universitet (SDU)

Øvrige partnere:
GeoDrilling
EWII Energi A/S
Transition
NorthQ
Kamstrup
IC Meter
Middelfart Kommune

 
 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies