Model for UP - for UP hold sommer 2015 og frem

Denne version af modellen gælder for deltagere i Universitetspædagogikum sommer 2015 og frem.

Universitetspædagogikum er et individuelt tilrettelagt universitetspædagogisk kompetenceudviklingsforløb rammesat af to internater.

Forløbet tager udgangspunkt i SDUs bærende principper for aktiverende læring og aktiverende undervisning og har til formål at styrke deltagernes pædagogiske og undervisningsmæssige kompetencer.
Forløbet er obligatorisk for nyansatte adjunkter og studieadjunkter ved SDU. Postdocs har mulighed for at deltage efter aftale med deres institutleder. Universitetspædagogikum tilbydes også til andre universitetsundervisere f.eks. lektorer eller professorer, der ikke har gennemgået et universitetspædagogisk uddannelsesforløb.

Universitetspædagogikum starter op to gange om året: i juni og i december. Ved hver opstart oprettes to parallelle hold: et dansksproget og et engelsksproget (Lecturer Training Programme). En del fælles aktiviteter vil dog foregå på engelsk.

Universitetspædagogikum arrangeres af SDU Universitetspædagogik, der har som sit formål at medvirke til forbedring af kvaliteten af uddannelser og undervisning i samspil med fakulteterne.

1. Baggrund
2. Læringsmål for universitetspædagogikum på SDU
3. Aktører i universitetspædagogikum 
4. Indhold
    4.1 Kursusdel
    4.2 Individuel vejledning
    4.3 Kollegavejledning
    4.4 Projekt om undervisningsudvikling
    4.5 Undervisningsportfolio
5. Bevis og skriftlig udtalelse
6. Fritagelse for universitetspædagogikum

Model for universitetspædagogikum på Syddansk Universitet
1. Baggrund
I henhold til Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter skal der gives supervision og mulighed for pædagogisk opkvalificering med henblik på en skriftlig vurdering af adjunktens undervisningsmæssige kvalifikationer. Reglen gælder såvel adjunkter som studieadjunkter. 

2. Læringsmål for universitetspædagogikum på SDU
På SDU er universitetspædagogikum tilrettelagt som et to-semesters uddannelsesforløb med henblik på at styrke deltagernes pædagogiske og undervisningsmæssige kompetencer inden for:

  • planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning i forhold til uddannelsens læringsmål 
  • analyse af læreprocesser 
  • refleksion over egen undervisningspraksis 
  • udvikling af egen undervisning under hensyn til uddannelsesmæssige vilkår og målgrupper

Deltageren opnår i forløbet kendskab til forskellige undervisningsformer og formidlingsteknikker (fx problem-, projekt-, case-, dialog- eller færdighedsbaseret undervisning). Deltageren skal i forløbet udarbejde en pædagogisk portfolio, som både skal være et redskab for den løbende selvrefleksion gennem universitetspædagogikum og et element i dokumentationen af undervisningsmæssige kompetencer.

Universitetspædagogikum omfatter også didaktiske modeller, opgavevejledning, digitalt understøttet læring, underviserrollen, forskellige eksamens- og evalueringsformer, og endvidere behandles problemstillinger som forholdet mellem forskning og undervisning.

Universitetspædagogikum understøttes af SDUs e-læringsplatform på e-learn.sdu.dk.

3. Aktører i universitetspædagogikum

  • Deltageren: Universitetspædagogikum tager udgangspunkt i den enkelte deltagers pædagogiske kompetencer. På de to internater (fra sommeren 2015 et internat, en seminardag samt e-læringsaktiviteter) søges den faglige bredde i deltagergruppen og de forskellige pædagogiske erfaringer anvendt positivt gennem tværfaglige diskussioner.
  • Intern vejleder: Hver deltager tildeles af deres institut en fagligt nærtstående lektor eller professor som intern faglig vejleder. Den interne vejleder deltager i vejledningsdelen inkl. afsluttende samtale (se link til 4.2). Den interne vejleder deltager ikke i internaterne, men er velkommen til at deltage i de åbne universitetspædagogiske kurser. Den interne vejleder tilbydes ydermere at deltage i et miniseminar om pædagogisk vejledning.
  • Ekstern vejleder: Hver deltager tildeles af SDU Universitetspædagogik en ekstern vejleder med almen pædagogisk kompetence. Den eksterne vejleder deltager i vejledningsdelen inkl. afsluttende samtale, og deltager i det første internat samt en mindre del af andet internat.

4. Indhold
Universitetspædagogikum består af følgende elementer:

  • Kursusdel 
  • Individuel vejledning (ca. 20 - 25 timer pr. deltager, inkl. forudgående og efterfølgende samtaler) 
  • Kollegavejledning (ca. 10 timer pr. deltager, inkl. efterfølgende samtaler) 
  • Projekt om undervisningsudvikling 
  • Undervisningsportfolio

Forløbet er i alt berammet til 10 ECTS, dvs. 275 timer.

4.1 Kursusdel
Kursusdelen består af to internater på hhv. tre og to dage, en afsluttende postersession samt en række åbne universitetspædagogiske kurser, hvor hver deltager skal vælge kurser svarende til 2 ECTS. Fra sommer 2016 er det andet internat erstattet af en seminardag samt e-læringsaktiviteter.

Kursusdelen har som mål, at deltageren 

  • opnår indsigt i forskellige emner og teoretiske perspektiver på undervisning, herunder studenterforudsætninger, undervisningsformer, læreprocesser, vejledning og evaluering 
  • herigennem opnår forudsætninger for at analysere og reflektere over egen undervisning i relation til disse emner og perspektiver.

Deltagelse i de to internater (fra sommer 2016 et internat, en seminardag samt e-læringsaktiviteter) er obligatorisk. På kursusdelen vil der blive vekslet mellem introduktion til overordnede pædagogiske og didaktiske problemstillinger, praktiske øvelser og diskussioner i forhold til centrale undervisnings- og formidlingsformer.

De åbne kurser annonceres løbende i kursuskataloget med angivelse af ECTS-værdi for hvert kursus. Deltagelse i åbne kurser kan fordeles over hele året. Tidligere kurser kan medregnes i de 2 ECTS, hvis kurserne har været udbudt som åbne kurser under universitetspædagogikum, og de er fulgt inden for det sidste halvår før start af universitetspædagogikumforløbet. 

4.2 Individuel vejledning (ca. 20 - 25 timer pr. deltager, inkl. forudgående og efterfølgende samtaler)
Vejledningens vigtigste formål er at skabe opmærksomhed om muligheder og vanskeligheder i den daglige undervisning og udvikle deltagerens handlemuligheder.

Vejledningsforløbet har som mål, at deltageren 

  • øger sin indsigt i muligheder og problemer forbundet med planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og evaluering af undervisningen 
  • øver evnen til at udvikle sin undervisning ved kollegial supervision 
  • øger sin evne til at reflektere over egen og andres undervisning

Vejledningen skal tage udgangspunkt i deltagerens daglige undervisningssituation og arbejde med undervisningsportfolioen. Vejledningen omfatter samtale om undervisningens mål og metode, iagttagelse af deltagerens undervisning samt samtalen mellem deltager og vejleder om iagttagelserne og idéer til udvikling af deltagerens undervisningsstil og -kompetence.

Der kan eksempelvis fokuseres på: 

  • Deltagerens evne til at organisere og strukturere undervisningsforløbet, herunder valg af undervisningsmateriale, udarbejdelse af opgaver, tilrettelæggelse af øvelser eller lignende. 
  • Deltagerens brug af undervisningens forskellige genrer: forelæsning, øvelser, gruppearbejde eller andet. 
  • Deltagerens indarbejdelse af digitalt understøttet læring i sine undervisningsforløb.
  • Samtalen og kontakten mellem deltageren og de studerende.

Deltageren er selv ansvarlig for, at der i samarbejde med den interne og den eksterne vejleder laves en plan for vejledning, der fordeler timerne mellem de to vejledere. De to vejledere kan overvære den samme undervisning med påfølgende samtale mellem alle tre parter, eller de kan fordele sig på forskellige undervisningsgange.
Deltageren og vejlederen kommunikerer inden vejledning om plan for faget og de enkelte lektioner samt mål for vejledningssessionen. Vejledningen skal i et vist omfang relatere sig til temaet for deltagerens pædagogiske udviklingsprojekt, men andre undervisningsmæssige problemstillinger kan også tages op.
Den individuelle vejledning afsluttes med en samtale, hvor deltageren fremlægger hovedpunkter fra sin undervisningsportfolio samt sammenhængen mellem sin pædagogiske grundholdning og praksisbeskrivelserne. Herefter følger en fælles drøftelse af pædagogiske emner relateret til deltagerens nuværende og fremtidige praksis. Samtalen foregår mellem deltageren, den interne og den eksterne vejleder og varer 1 time. Den interne vejleder udfærdiger efterfølgende en udtalelse om deltagerens undervisningsmæssige kompetencer. 

4.3 Kollegavejledning (ca. 10 timer pr. deltager, inkl. efterfølgende samtaler)
Deltageren deltager gennem forløbet i en kollegavejledningsgruppe. Inden for denne gruppe skal deltagerne observere dele af hinandens undervisning. Efterfølgende giver deltagerne og evt. vejleder underviseren feedback.

Hvis det ikke er praktisk muligt at organisere undervisningsobservation i kollegavejledningsgruppen kan deltageren i stedet observere relevante kollegers undervisning i samråd med den interne vejleder.

4.4 Projekt om undervisningsudvikling
Udviklingsprojektet har som mål, at deltageren opnår evne til at anvende og videreudvikle universitetspædagogisk viden, analysemetoder og refleksionsformer på en konkret case i praksis. Det videre sigte hermed er at lægge grunden for, at deltageren bliver i stand til på systematisk vis at udvikle egen undervisning. Deltageren udvælger selv en undervisnings- eller vejledningssituation, som vedkommende gennem universitetspædagogikumforløbet vil udvikle på. Herefter inddrages input fra såvel kursusdel som vejledningsdel i udviklingsprocessen.

Udviklingsprojektet skal indeholde mindst en e-læringsaktivitet (som et deltiltag eller som hovedtiltaget). Er dette ikke muligt, skal fravalget begrundes pædagogisk. 

Udviklingsprojektet afrapporteres dels gennem en kort rapport og dels gennem en poster. I rapporten gøres der rede for de gennemførte aktiviteter, de bagvedliggende pædagogiske overvejelser samt egen og de studerendes evaluering af aktiviteterne. Posteren, som fremvises ved postersession for dels kollegavejledningsgruppe og den eksterne vejleder og dels hele holdet, skal indeholde hele eller dele af projektet. 

4.5 Undervisningsportfolio
Deltageren udarbejder under forløbet en undervisningsportfolio, som består af følgende elementer:

  • Undervisnings-CV
  • Pædagogisk grundholdning
  • 2 praksisbeskrivelser (Om fremlæggelse på internat og om  Eksemplarisk praksis)
  • Rapport fra udviklingsprojekt og Poster fra udviklingsprojekt

Portfolioen udarbejdes i portfolioværktøjet i Blackboard.
Formålet med portfolioen er dels at skabe sammenhæng mellem enkeltelementerne i forløbet og dels at dokumentere deltagerens undervisningsmæssige erfaringer og refleksioner.
Portfolioen deles med vejlederne og diskuteres ved den afsluttende samtale mellem deltager, intern og ekstern vejleder.

5. Bevis og skriftlig udtalelse
Universitetspædagogikum afsluttes med udstedelse af et bevis for deltagelse. På beviset anføres forløbets enkeltelementer, samt de pædagogiske kompetencer, deltageren har erhvervet sig i det samlede universitetspædagogiske forløb. Dette bevis udstedes af SDU Universitetspædagogik.

Beviset bilægges skriftlig udtalelse om deltagerens undervisningsmæssige kompetencer. Udtalelsen skal udarbejdes af deltagerens interne vejleder med udgangspunkt i den afsluttende samtale mellem deltager, ekstern og intern vejleder. Læs mere om den skriftlige udtalelse her. Deltageren har mulighed for at indgive skriftlig klage til rektor over ordlyden i den skriftlige pædagogiske udtalelse.
Vejlederen har mulighed for at indgive skriftlig klage til rektor over forløbet af vejledningen.
Rektors afgørelse kan, hvad retlige spørgsmål angår, indklages til Uddannelses- og Forskningsministeriet.

6. Fritagelse fra universitetspædagogikum
Hvis man i anden sammenhæng har gennemgået tilsvarende universitetspædagogisk kursus- og vejledningsforløb, kan man søge fritagelse. En underviser, der ønsker fritagelse fra universitetspædagogikum, sender ansøgning med dokumentation til udtalelse ved SDU Universitetspædagogik. SDU Universitetspædagogiks udtalelse og indstilling sendes til ansøgeren og til dennes fakultet. Den endelige afgørelse træffes af dekanen.

Se mere om proceduren for ansøgning om fritagelse her (siden kan kun tilgås af ansatte ved SDU).