Pernille Tranberg

Lidt om Pernille

Pernille Tranberg har en BA i journalistik fra DJH i Århus og en MA i journalistik fra Columbia University i New York. Hun har arbejdet bl.a. som reporter og undersøgende journalist på Politiken, som chefredaktør på forbrugermagasinet TÆNK og som redaktionel udviklingschef i Berlingske Media. I dag har hun eget firma, Digital Identitet (www.digital-identitet.dk), hvor hun rådgiver, underviser og skriver om medieudviklingen samt big data og privacy. Hun har fornylig udgivet bogen Fake It (www.digital-selfdefense.com) på dansk, engelsk, tysk og finsk om big data, og hvordan man beskytter sin digitale identitet.

Lidt om Pernilles projekt

Under sit ophold på Center for Journalistik vil hun bekæftige sig med, hvordan man sikrer den uafhængige journalistik og information i den digitale verden. Målet er at skabe et fundament for en metode til at skelne uafhængigt indhold fra indhold skabt af kommercielle og politiske interesser.

Hun vil beskrive tendenser med fragmentering af indhold, opløsning af brands og omnibusmodeller, og hvordan det bliver stadig sværere at skele indhold produceret under redaktionelle principper fra fx advertorials og og indhold produceret for at fremme et økonomisk eller politisk mål. Hun vil se på, hvordan uafhængige producenter af indhold, det være sig journalister, bloggere eller eksperter, i dag deklarerer sig selv og sine interesser for at være troværdige, og endelig vil hun undersøge, om der kan hentes inspiration hos andre brancher, fx de licensorganisationer, som mærker produkter, så købere ved, at de er produceret under etisk forsvarlige forhold.

Derudover vil Pernille Tranberg fungere som gæsteunderviser på Center for Journalistik, foredragsholder samme sted og på andre institutter og samarbejde med såvel undervisere som studerende generelt. Den 16. september 2013 står hun for konferencen "Trust Us We Are (Not) Lying" i København om emnet for hendes fellowship.

Hun fanges på
Mail: mail@digital-identitet.dk 
Twitter: @PernilleT