Menu

CISC i 2017 - Status for året

Det første af de store forskningsprojekter er det europæiske forskningsprojekt, Social Inclusion and Volunteering in Sports Clubs in Europe’ (SIVSCE), der er støttet af EU programmet Erasmus+ Sport. Det er den største undersøgelse nogensinde på tværs af landegrænser af idrætsforeninger. Projektet, der begyndte i 2015 og afsluttes ved årets udgang, er gennemført i 10 lande i samarbejde med forskere fra alle landene. Der er bl.a. gennemført en omfattende spørgeskemaundersøgelse af idrætsforeninger med svar fra mere end 35.000 idrætsforeninger; en undersøgelse af mere end 13.000 medlemmers og frivilliges engagement i 642 forskellige idrætsforeninger; og en beskrivelse og analyse og 30 eksempler på foreninger med ’god praksis’ i forhold til integration og frivilligt arbejde – tre fra hvert af de 10 lande.
I 2017 har projektet resulteret i fire SIVSCE-rapporter og fem ’Quick Facts for Sports Clubs’ (Pixi-rapporter); der er afholdt én europæiske konference i Bruxelles og 10 nationale konferencer, hvor analyserne er præsenteret og diskuteret; og endelig er resultaterne af forskningsprojektet fremlagt på konferencer i European Association for Sports Management (EASM) i Bern og European Association for Sociology of Sport (EASS) i Prag. Nu mangler vi at få regnskabet og revisionen deraf på plads i januar, og så er vi i gang med at skrive artikler baseret på forskningsprojektets data til bl.a. et Special Issue i International Journal of Sports Policy and Politics.
Projektet har fået en stor opmærksomhed i flere af de deltagende lande, og vi har fået stor ros for ledelsen deraf. En ros som især skal rettes til Karsten, som både har været en effektiv administrator og koordinator samt faglig inspirator og indpisker. Med dette projekt har vi fået en central position i den samfundsvidenskabelig forskning i idræt i Europa, og nu begynder forskere fra andre lande at henvende sig til os, fordi de ønsker vores deltagelse i nye europæiske projekter.

Det andet af vores store forskningsprojekt er Fremtidens idrætsfaciliteter, som er finansieret af Trygfonden og Lokale & Anlægsfonden. Det er Jens Høyer-Kruse, Evald Bundgaard Iversen og Peter Forsberg (som ph.d. studerende), der står for projektet, som begyndte i 2016 og slutter i 2019. Formålet med undersøgelsen er at få viden om, hvordan idrætsfaciliteter er styret (fra kommunal side), organiseret og ledet, og hvilken betydning det har for, hvor godt de fungerer, bl.a. hvor meget de anvendes, og hvor tilfredse brugerne er. Det er ikke alene den største undersøgelse indtil dato af idrætsfaciliteter i Danmark, men så vidt vides også i Europa.
Fra projektet blev påbegyndt i 2016 og til i dag er der gennemført en meget omfattende indsamling af data. Halvdelen af kommunerne har besvaret et spørgeskema om den kommunale styring af og støtte til idrætsfaciliteter; i de samme kommuner har 1039 idrætsanlæg besvaret et spørgeskema om, hvordan anlægget fungerer og ledes; og endelig er der fra ca. 500 faciliteter (fordelt på hver fjerde kommune i landet) indsamlet informationer om, hvor meget og hvordan faciliteterne anvendes, og hvor tilfredse brugerne er. Det har indtil nu resulteret i to rapporter samt et notat til hver af de 23 kommuner, der har deltaget i den sidste del af projektet, og som kommunerne nu sidder og gransker for at vurdere, hvad de kan gøre for at optimere idrætsanlæggenes anvendelse.
Det er et kæmpe stort og meget, meget kvalificeret empirisk arbejde Evald, Jens og Peter har stået for. Nu er arbejdet med at skrive artikler til diverse tidsskrifter gået i gang, samtidig med at der i foråret 2018 skal gennemføres kvalitative casestudier af ca. 10 idrætsanlæg med fokus på, hvordan idrætsfaciliteterne ledes. Der er ikke lige så meget forskning i idrætsfaciliteter i andre lande, som der er i idrætsforeninger, men vi mærker en stigende interesse for vores forskning på dette område. Vi forventer, at vi i 2018 skal stå for en tematisk session om idrætsfaciliteter på EASMs konference i Malmö fra den 5. til en 8. september, og forskere fra bl.a. Norge, Holland, Tjekkiet, Polen og Australien har vist interesse i et samarbejde.

Det tredje af de store, flerårige forskningsprojekter kalder vi til daglig Samspilsprojektet, som Klaus, Michael, Lise Specht Petersen, Evald, Marianne, Lise Sjelberg og Bjarne er engageret i. Det samlede projekt omfatter en undersøgelse af ’Samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor’ (finansieret af Nordea-fonden og de fem kommuner, hvor undersøgelsen gennemføres), samt Mariannes ph.d. projekt om ’Medborgerskab og frivillighed i et samskabelsesperspektiv’ (finansieret af UCL og Odense Kommune) og Lise Sjelbergs ph.d. projekt om ’Udforskning og udvikling af frivilligbaseret peer to peer patientstøtte på hospitaler i Danmark – kvalitativ praksisforskning’ (finansieret af Innovationsfonden og Hjerteforeningen). Michaels ph.d. projekt om ’Forandringer i det frivillige sociale arbejde: En antropologisk undersøgelse af samarbejdsrelationer mellem den frivillige og den offentlige sektor’ er en del af undersøgelsen af Samspilsprojektet.
Undersøgelsen omfatter a) en spørgeskemaundersøgelse af kommunale fagforvaltningers samarbejde med frivillige aktører og deres vurdering af samarbejdets værdi (gennemført i 2016), b) interviews med borgmestre, andre kommunalpolitikere samt fagchefer i de fem kommuner, undersøgelsen omfatter); spørgeskemaundersøgelser om samarbejdet som både kommunale institutioner og foreninger besvarede i 2016, og som blev analyseret i 2017 (i to Movement rapporter); samt 17 cases hvor vi går tættere på og følger samarbejdet mellem en kommunal institution og foreninger eller frivillige. De to spørgeskemaundersøgelser til kommunale institutioner og foreninger skal gentages i 2018.
Resultaterne fra projektet er både blevet formidlet direkte til de kommuner, som indgår i projektet; på en række møder og konferencer, hvor vi er inviteret til at give et oplæg; samt på vores egne konferencer. Både i 2016 og i 2017 har vi afholdt en velbesøgt konference, hvor resultater er blevet fremlagt og diskuteret. I 2018 skal vi afholde den tredje brugerkonference i projektet og en international videnskabelig konference, vi skal stå for en tematisk session på Sociologforeningens konference i januar, og vi forventer at skal gøre det samme på den store konference i International Society for Third Sector Research (ISTR), der er den største internationale konference inden for forskning i civilsamfund, i Amsterdam i juni. Nu er arbejdet med analyserne på tværs af de forskellige undersøgelser for alvor gået i gang, og vi har planlagt en række rapporter, tematiske hæfter og videnskabelige artikler. Formelt afsluttes projektet ved udgangen af 2018.
Det er den del af vores forskning, der har været størst mediemæssig interesse for med utallige interviews til bl.a. Altinget Civilsamfund, men også mange forespørgsler om oplæg på møder og konferencer.

Forskningen i leg og legepladser har altid været en central del af CISCs forskning. Lise og Signe skrev ph.d. inden for dette område under forskningsprogrammet ’Bevægelse, Leg og Idræt’, og de seneste ti år har der hvert år været efterspørgsel efter analyser og evalueringer af legeprojekter og legepladser. For tiden står Lise Specht Petersen for hele tre forskningsbaserede evalueringer: En evaluering af Gerlev Legeparks store projekt ’Legeskibet’. En evaluering af ’Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstads’ projekt ’My Playground’ og en evaluering af Søfartsmuseets (i Helsingør) installation ’Drømmeskibet’. Som I kan se nedenfor er der givet penge til yderligere en evaluering (Handileg), der skal gennemføres de kommende år.
Lise rejser land og rige rundt og observerer og interviewer og har opbygget en meget stor ekspertise i rummets og den konkrete kontekst betydning for legende aktivitet. Dertil kommer Signes forskning i parkour og gadeidræt, som jeg vil karakterisere som ’leg med krop’ mere end ’kropsoptimering’ og ’kropspræstation’

Men selvom der har været nok at se til på de store projekter, har vi også fået bevillinger til en række mellemstore og mindre forskningsprojekter og evalueringer for tilsammen 3,8 millioner kr., som enten er i gang eller skal påbegyndes i det nye år:

  • Street Mekka: Undersøgelse af GAMEs nye Street Mekka Faciliteter i Esbjerg, Viborg og Aalborg (kr. 1.500.000, 2017 – 2019, Signe og Jens). Evalueringen skal belyse de sociale effekter af aktiviteterne i Street Mekka faciliteterne, faciliteternes samspil med aktiviteter og lokalsamfund samt deres evne til at inddrage brugerne i aktiviteterne og udviklingen af faciliteten. Det er en undersøgelse, hvor vi skal bruge de forskellige metoder, vi især bruger, samt vores ekspertise i unges nye bevægelsesformer, i idrætsfaciliteter og i samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor.
  • Udvikling af shelterfriluftsliv i Danmark (bevillinger på kr. 500.000 (KF), kr. 340.000 (LOA) og kr. 387.100 (Friluftsrådet), 2018 og 2019, Evald og Jan Arvidsen, Active Living).
  • Patientstøtteundersøgelsen: Undersøgelse af Hjerteforeningens frivillige patientstøtter (kr. 250.000, 2017, Bjarne og Marlene).
  • Hold Hjernen Frisk: Evaluering af DGIs projekt om samarbejdet mellem idrætsforeninger, biblioteker og natur- og friluftsforeninger om aktiviteter for ældre (kr. 400.000, 2017 – 2019, Marlene og Bjarne)
  • Deltagelsen i kultur-, fritids- og idrætsaktiviteter i Næstved Kommune og Faxe Kommune (kr. 330.000, 2018, Marlene, Jens og Bjarne).
  • Benyttelsen af idrætsfaciliteter i Assens Kommune (kr. 90.000, 2018, Jens og studentermedhjælpere)
  • Evaluering af projekt Handileg på Gerlev Legepark, bevilling fra Trygfonden (kr. 290.000, 2018 og 2019, Lise)

Igen i år har Lone Bolwig stået for opsætning af Movement-rapporter, SIVSCE-rapporter og et par rapporter i projektet NatureMoves under Active Living; hun har stået for hjemmesiden, transskriberet en række interviews og haft styr på alt det praktiske under afholdelsen af de tre konferencer, vi har afholdt i 2017. Som noget nyt står hun nu også for opsætningen af artikler til det nye online tidsskrift Forum for Idræt. Tak Lone for flot og pligtopfyldende arbejde.

CISC er i princippet et 100 % eksternt finansieret center. Derfor er vi afhængig af ’markedet’, dvs. af interessen for vores forskning i organisationer og kommuner og hos fondene. Det kræver, at vi har en stor faglig ekspertise på de områder, hvor vi tilbyder os, og det kræver mange år at opbygge. Vi har beskæftiget os med forskning i frivilligt arbejde, foreningsliv og civilsamfund i alle årene CISC har eksisteret (og i det non-profit institut, CISC er en videreførelse af); det samme gælder vores forskning i leg; og vi begyndte med de første undersøgelser i idrætsfaciliteter for ti år siden, og denne forskning er bare vokset og vokset med årene. Så det har været ’det lange seje træk’. Men det kræver også, at vi til stadig er udadvendte, kommunikerer om vores forskning, og stiller op når vi bliver bedt om at give et oplæg. Det har vi gjort mindst 50 gange i år – bl.a. Klaus’ oplæg på Regeringens møde med idrætsorganisationerne på Marienborg i efteråret – og vi har givet utallige interviews i alle mulige medier.

CISC har rigtigt gode vilkår på instituttet og på Syddansk Universitet med en flot opbakning fra institutleder og dekan; de mange fagligheder på instituttet giver gode muligheder for tværfagligt samarbejde; og vi kan trække på god administrativ bistand, IT-support mv. Forskningscenterets største udfordring nu og i fremtiden er, at de fleste af forskerne på centeret er i stillinger, der ikke er permanente. På de forskningsområder, centeret især beskæftiger sig med, har der gennem mange år været en løbende ekstern finansiering, der kan finansiere flere permanente stillinger. Men hvis ikke der oprettes stillinger på disse områder de næste år, er der en risiko for, at den forskningsmæssige ekspertise, der er opbygget gennem mange år, vil forsvinde.

Bjarne Ibsen

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies