Skip to main content

Undersøgelse af idrætsadfærd og idrætsfaciliteter i udsatte boligområder

Formålet med undersøgelsen er

  1. at opnå viden om eventuelle barrierer for socialt udsatte og idrætssvage gruppers deltagelse i idræt og andre bevægelsesaktiviteter,
  2. at beskrive, hvordan omfanget og karakteren af idræts- og bevægelsesfaciliteter påvirker kropsudfoldelsen hos beboere i udsatte boligområder, og
  3. at fremsætte forslag til, hvordan vilkårene for socialt udsatte og idrætssvage grupper kan ændres, så deres aktivitetsniveau hæves.

Undersøgelsen omfatter flere delundersøgelser:

Først gennemføres en kortlægning af den viden som findes på området og de erfaringer man har fra en række projekter, der har taget sigte på at øge idrætsdeltagelsen blandt udsatte og idrætssvage grupper.

Dernæst foretages en kortlægning og beskrivelse af mulighederne for at dyrke idræt og motion i de seks boligområder. Både hvad angår idrætsfaciliteter og steder, hvor man kan dyrke idræt, motionere, lege mv., og hvad angår organiserede idrætstilbud i foreninger samt kommunale og private tilbud.

Derpå gennemføres en spørgeskemaundersøgelse af såvel børn og unges idrætsdeltagelse som voksnes idrætsdeltagelse. Undersøgelsen af børns og unges idrætsdeltagelse gennemføres på de skoler, hvor mange af børnene fra boligområderne går.

Til slut analyseres det, hvilken betydning forskellige muligheder for at dyrker idræt og motion har for børns og voksnes idræts- og motionsdeltagelse.

Følgende boligområder er omfattet af undersøgelsen:

Gellerupparken i Aarhus.
Sundparken i Horsens.
Stengårdsvej i Esbjerg.
Vollsmose i Odense.
Aldersrogade i København.
Tingbjerg i København.

Undersøgelsen er bestilt af Kulturministeriet, Socialministeriet og Integrationsministeriet og gennemføres af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet i samarbejde med firmaet Metopos By og Landskab.

Undersøgelsen blev påbegyndt i begyndelsen af 2011 og afsluttes i november samme år. I februar 2012 gennemføres en konference, hvor resultaterne af undersøgelsen fremlægges.

Ansvarlig for undersøgelsen: Bjarne Ibsen, Michael Fehsenfeld og Louise Bæk Nielsen.

Publikationer:
Idræt i udsatte boligområder / Ibsen, B .... et al. Odense: Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund i samarbejde med Metopos - en del af Bascon, 2012.

Download hele undersøgelsen med bilag eller en sammenfattet udgave af undersøgelsen via dette link.

Sidst opdateret: 25.10.2021