Skip to main content

Projektstøtte som politisk strategi – breddeidræt som en velfærdspolitisk medspiller

Projektet er ifølge samfundsforskere og filosoffer ved at blive den dominerende organisationsform i det postmoderne samfund. Det gælder også inden for det breddeidrætspolitiske område i Danmark, hvor den offentlige drifts- og facilitetsstøtte i stigende grad suppleres af målrettede puljer og projekter, som øremærker støtten til bestemte formål. I dette ph.d.-projekt undersøger Rasmus Bergmann de politisk-strategiske og styringsmæssige implikationer af projekttendensen inden for breddeidrætsområdet.

Forskningsprojektet sætter blandt andet fokus på, hvordan breddeidrættens frivillige aktører involveres i håndteringen af diverse velfærdsudfordringer gennem midlertidige projektstøttede aktiviteter. Dermed er det intentionen at bidrage med ny viden om, hvordan projektstøtte har betydning for, hvad det vil sige at være frivillig inden for breddeidrætsområdet, samt om de paradokser, spændinger, udfordringer og muligheder, som opstår, når fleksible organisationsformer i stigende grad anvendes til at aktivere og engagere befolkningen med idræt som omdrejningspunkt.

Ph.d.-afhandlingens empiriske grundlag består af tre konkrete, større breddeidrætsrelaterede projekter, som belyser forskellige dele af projektproblematikken med henblik på at besvare spørgsmål såsom:

  • Hvordan har tværgående kommunale breddeidrætsprojekter betydning for breddeidrættens rolle i kommunerne?
  • Hvordan søger partnerskabsprojekter inden for breddeidrætsområdet at engagere og aktivere frivillige i projekterne?
  • Hvordan ansporer foreningsudviklingstiltag og –projekter idrætsforeninger til at iværksætte forandringsprocesser med henblik på at fremelske en bestemt type forening og en særlig form for frivillighed?

Formålet med forskningsprojektet er at producere viden om den hidtil underbelyste organisatoriske, institutionelle og diskursive virkning af projektstøtte. En sådan viden vil kunne anvendes til at kvalificere bevægelsespolitikken, så den virker efter hensigten – også på langt sigt. Men undersøgelsen vil også gøre det muligt at forholde sig kritisk til den tilsyneladende konsensus, som i disse år præger dansk idrætspolitik ved at vise, at politikken ikke er uskyldig, og at den kunne være anderledes. Resultaterne henvender sig ikke blot til idrætspolitiske aktører og beslutningstagere, men vil også have relevans på andre velfærdsområder, hvor projektstøtte fungerer som et omsiggribende styringsredskab.