Til studerende

Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad supercomputeren kan bruges til: Kemikeren kan lave nye molekyler, lægen undersøge receptorer til den sidste nye medicin, humanisten datamine millioner af Facebook-sider for at finde nye sociale sammenhænge, og juristen analysere titusinder af domme for at se, hvordan de påvirker hinanden.

Konkurrencen kort fortalt

Hele forløbet påbegyndes onsdag 15. marts 2017. På denne dag vil du blive præsenteret for en række virksomheder, som alle har et problem, du kan være med til løse sammen med supercomputerens enorme regnekraft.

Efter at virksomhederne har præsenteret deres problemer vil du have mulighed for at tilmelde dig til netop dét problem, du synes er særligt interessant. På baggrund af, hvor mange der er tilmelder sig de forskellige problemer, vil en række grupper blive dannet.

I slutningen af workshoppen vil din gruppe på den måde blive matchet med en virksomhed og I går sammen i gang med problemløsningsfasen.

Hver gruppe får tilknyttet en vejleder, som skal hjælpe med det praktiske i forhold til udforskningen og løsningen af opgaven undervejs i forløbet.

Efter problemløsningsfasen vil der være endnu en workshop, hvor I præsentere jeres projekter, og herefter vil de mest lovende projekter blive udvalgt og programmeringsfasen begyndes. Alle deltagere, der går videre til denne fase, vil få et kursus I programmering, og desuden får hver gruppe tilknyttet en studieprogrammør (eksempelvis en kandidatstuderende), der skal hjælpe med den konkrete programmering på supercomputeren, ABACUS 2.0.

Programmeringsfasen afsluttes med en semifinale, hvor et dommerpanel vurderer og bedømmer, hvilke projekter der skal have køretid på SDU Supercomputer Challenge, og dermed får lov til at køre deres løsninger på ABACUS 2.0.

Når løsningerne har været kørt på supercomputeren kommer finalen, hvor det hele kulminerer i en afsluttende præsentation af projekterne. Et dommerpanel vurderer og bedømmer, hvilke tre projekter der vinder SDU Supercomputer Challenge. Med prisen følger også 25.000 kr. til hver af grupperne.

SDU’s talentprogram

SDU Supercomputer Challenge indgår i SDU’s talentprogram*, og det betyder, at de studerende, der når finalen, vil få en anerkendelse for denne ekstra-curriculære aktivitet på eksamensbeviset.

(* = Under forudsætning af Uddannelsesrådets godkendelse.)

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies