Nyhedsbrev 33 - 22. december 2009

IFUL ophører! – men omdannes til Center for Landdistriktsforskning (CLR)

SDUs bestyrelse har efter ønske fra universitetet besluttet, at de tre samfundsvidenskabelige institutter på Syddansk Universitet i Esbjerg fra nytår 2010 slås sammen til ét nyt, fælles institut: Det drejer sig om Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi (IME) og Institut for Maritim Forskning og Innovation (MFI) samt ”os selv”: IFUL. Både MFI og IFUL omdannes til centre og indgår som sådan i det nye, fælles institut, hvor IFUL bliver til Center for Landdistriktsforskning (CLF). IFULs videnskabelige medarbejdere fortsætter i uændrede stillinger, og opgaver og samarbejder, bl.a. med Indenrigs- og Socialministeriet og Fødevareministeriet, bliver videreført fuldstændigt som hidtil. IFULs institutleder, Flemming Just, er udpeget til leder af det nye institut, mens stillingen som leder af det kommende landdistriktscenter vil blive opslået snarest i det nye år.



Fusionen er tænkt som en styrkelse også af IFULs arbejde, idet der med det større institut skabes mulighed for udbygget samarbejde mellem landdistriktsforskningen og de øvrige samfundsvidenskabelige områder på SDU i Esbjerg. Den generelle, faglige opbygning forventes desuden at udbygge Syddansk Universitets rolle som en markant aktør i sydvestjysk udvikling.



Det nye center fortsætter den jævnlige udsendelse af nyhedsbreve, og her man også i den kommende tid kunne orientere sig om den videre udvikling i fusionen.

Danmarks første professor i landdistrikter: Gunnar Lind Haase Svendsen

Trods landdistrikternes store betydning for Danmarks historie, politik og økonomi har området ikke  hidtil haft sin egen, danske professor. Det er der nu rådet bod på, idet IFULs lektor, Gunnar Lind Haase Svendsen, netop er blevet indstillet til et professorat i ”rural sociologi” på Syddansk Universitet i Esbjerg og med tiltrædelse 1. januar 2010. Som professor bliver Gunnar Svendsen forskningsleder på området og får ansvar for at udvikle faget både i dansk og ikke mindst i international sammenhæng, hvor det i disse år er under kraftig udvikling. Desuden bliver den nye professor en bærende kraft i opbygningen af de nye uddannelser (se nedenfor) samt i at udvikle nye, forskningsbaserede projekter. Vi ønsker både Gunnar Svendsen og de danske landdistrikter tillykke!

Webportal om landdistriktsforskning i Danmark

Som led i resultatkontrakten med Fødevareministeriet har IFUL forpligtet sig til skabe overblik over dansk landdistriktsforskning. Derfor er en webportal p.t. under udvikling og findes allerede på IFULs hjemmeside. Her kan man se oversigter over relevante institutioner, projekter og publikationer, der alle har med forskning og udvikling i landdistrikter at gøre. Det er i første omgang sådanne aktiviteter, der ligger uden for IFUL, idet IFULs egne aktiviteter tydeligt fremgår andetsteds på samme hjemmeside. Der vil dog i de næste uger ske en integration, ligesom det er tanken i løbet af 2010 at udvide forskningsportalen med internationale oversigter (de er allerede forberedte). Indtil 1. februar betragter vi portalen som en ”beta-version”, og vi vil være meget glade for enhver form for tilføjelse, rettelse eller andre ideer, som kan forbedre portalen.

Malene Brandt Winther: ph.d.-projektet ”Demokratiets grænser”

IFULs nyhedsbrev 32 præsenterede instituttets senest ansatte ph.d.-stipendiat, Malene Brandt Winther. Nu foreligger beskrivelsen af hendes ph.d.-projekt: ”Demokratiets grænser – en analyse af landdistrikternes politiske muligheder efter den danske kommunalreform i 2007.” Malene tager udgangspunkt i, at selvom halvdelen af landets kommuner har formuleret en landdistriktspolitik, har mange af dem glemt opfølgningsprocedurerne. To landsdækkende undersøgelser konkluderede i 2009, at manglende statslige krav til økonomi og udviklingsmål ofte gør landdistriktspolitikken til symbolpolitik. Forskningshypotesen er derfor, at landdistrikterne reelt bliver marginaliseret, når fx landboernes ønsker afvises med henvisning til omkostninger pr. indbygger: økonomien er blot et af mange mulige kriterier og inddrager ikke fx sociale og kulturelle værdier. Spørgsmålet er derfor, hvordan landdistrikterne opnår lokalpolitisk ligestilling, så demokratiet rækker helt ud til kommunegrænsen. En nøjere beskrivelse af projektet og en præsentation af Malene Brandt Winther findes på IFULs hjemmeside. Du kan kontakte ph.d.-stipendiat Malene Brandt på mbw@sam.sdu.dk.

Så skete det: OK til nye uddannelser ved SDU Esbjerg

De nye uddannelser på SDU i Esbjerg: en bachelor i Sociologi og Kulturanalyse med start i 2010 og en engelsksproget kandidatuddannelse i Cultural Sociology med start i 2013 er nu endeligt godkendte. Det overordnede formål med bachelor-uddannelsen er at udvikle praksis- og projektorienterede kompetencer, som sætter kandidaterne i stand til at kunne fungere i vidensbaserede organisationer og arbejde med udviklings- og forandringsprocesser i private og offentlige virksomheder. Straks i det nye år vil beskrivelser af uddannelserne være tilgængelig på SDUs hjemmeside.

Glædelig jul og godt nytår!

Alle IFULs medarbejdere ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Også med IFULs nye navn håber vi på fortsat godt samarbejde i 2010!