Nyt fra ph.d.-projektet: hvordan spiller provinsuniversitetet sammen med studerendes motiver og strategier?

Ph.d.-studerende Eva Mærsk er netop hjemvendt efter de første to år af hendes double-degree-ph.d. hos University of Groningen i Holland

Her har hun været ansat på Department of Cultural Geography på Faculty of Spatial Sciences. Under opholdet har Eva arbejdet med at indsamle kvalitative data til sit ph.d.-projekt samt opkvalificering inden for visuelle metoder, urbane og rurale problematikker, projekt management og organisationsarbejde, hvor Eva fungerede som formand for PhD-rådet på fakultetet i det sidste år af hendes ophold.

 

Eva udtaler ”Fakultetet var meget tværfagligt og jeg lærte meget af at sidde på kontor med ph.d.-studerende med baggrund i arkitektur, journalistik, geografi og biologi. Tværfagligheden og de mange forskellige kulturelle baggrunde gav nogle naturlige udfordringer - men samtidigt oplevede jeg, at når det lykkedes at mødes med forskellige fagligheder på tværs af kulturelle baggrunde, så skabte det også et af de mest kreative og inspirerende akademiske miljøer jeg har oplevet. ”

 

Hun har ligeledes fået erfaring med undervisning på højt internationalt niveau bl.a. gennem gæstelektioner og co-supervisor for hendes vejleder, professor Tialda Haartsen, på faget ”Field Studies”, hvilket indebar en tur til Belfast med 30 Masters-studerende.  Eva opnåede også anerkendelse i forbindelse med forskningsformidling, hvor hun i 2018 vandt Research Impact Award 2018 uddelt af Sustainable Society under Horizon2020-projektet ACCOMPLISSH for excellent formidling af forskning med samfundsmæssig relevans.

 

Nu er hun vendt tilbage til Danmark og skal tage hul på den anden halvdel af arbejdet med hendes ph.d.-projekt:

 

”En af fordelene ved at være i en double-degree-ph.d-stilling er at man får relativt nem adgang til data fra to forskellige lande. Igennem mit ophold i Holland fik jeg en unik mulighed for at indsamle (og få indblik i) indsamling af kvalitative og kvantitative data i forskellige kulturer og nationale kontekster. Jeg har foretaget mange interviews med både danske og hollandske studerende, og det er bemærkelsesværdigt, hvor enslydende historierne var på tværs af landegrænser. Stedtilknytning og mobilitet er vigtige emner i den identitetsrejse, som videregående uddannelse er – og jeg glæder mig meget til at dykke længere ned i mine data omkring dette emne.

Læs mere om ph.d.-projektet