Hvad karakteriserer virksomheder, der deltager i fødevarenetværk? Rapport af Tove Brink

Denne rapport illustrerer, hvorledes innovation og vækst afspejler sig i fødevarenetværk. Dette gøres ved at afdække, hvad der karakteriserer de virksomheder, der deltager i sådanne netværk.

Selvom rapporten har fokus på innovation og vækst, afdækkes også mere underliggende faktorer såsom økonomisk formåen, forbindelser til samarbejdspartnere, personlige præferencer, organisationskultur, foretrukne læringsformer og innovationsformer samt ønsker til netværkssamarbejdet fremover.

Det gøres primært i en kvantitativ deskriptiv analyse på grundlag af et on-line spørgeskema sendt til alle fødevarevirksomheder i de tre netværk: Sønderjyske Madglæder, Vadehavsprodukter og Småøernes Fødevarenetværk. I alt indgår 60 SMV’ere i denne analyse.

Generelt kan det konkluderes, at netværksvirksomhederne er meget forskellige på mange af disse parametre, men de har dog også væsentlige fælles karakteristika, der kan bruges til at styrke identiteten og samarbejdet. Som organisationsform er der tale om løst knyttede netværk, hvor meget få formaliserede processer er fastlagt. Det stiller ganske særlige krav til forståelse af hinanden og til forståelse af de processer, der foregår i netværket.

I rapportens afsnit 4.0 er en række karakteristika oplistet, som gælder enten på tværs af alle tre netværk eller for en eller to af netværkene. Disse karakteristika afdækker entreprenørielle virksomheder, der har et stærkt ejerskab til innovation og vækst: de vil gerne forandre deres innovationstilgang i fremtiden, og de vil gerne arbejde med innovation i netværkssammenhæng. De listede karakteristika kan bidrage til netværkets egen forståelse af sig selv og bidrage til procesforståelsen i netværket og dermed fremme innovation og vækst.

Denne rapport bidrager primært til fødevarenetværkenes egen identitetsforståelse, mens yderligere forskning vil være nødvendig for at afdække egentlige resultater af fødevarenetværkenes arbejde med innovation og vækst.

Se rapporten i sin helhed.