Menu
Ugens tilbageblik

Rektor på SDU: Historiker eller kemiker

I alt har syv personer kunnet iføre sig rektorkæden på SDU. I mange år dannede de et fast mønster

Der er næppe mange, som tænker over det, men i 40 år kunne man dele universitetets rektorer op i to bestemte typer:

Dem, der kunne en masse årstal. Og dem, der kunne en masse med kolber.

Fra 1974 til 2014 var det nemlig en historiker eller en kemiker, der havde ret til at bære rektorkæden.

Det begyndte i 1974

Den første i den række var lektor Aage Trommer. Han var historiker og forskede i Danmark under besættelsen. Aage Trommer satte sig i rektorstolen i 1974 og var i øvrigt den første rektor, som ikke havde en professor-titel.

I 1983 blev Trommer afløst af Carl Th. Pedersen, der var specialist inden for organisk kemi. Han blev i øvrigt senere berømt for sine kemishow, hvor han tryllede med farver og eksplosioner – i øvrigt altid iført en hvid kittel.

I 1993 stoppede Carl Th. Pedersen på universitetets højeste post. En historiker blev ny rektor, og det var Henrik Tvarnø, som især forskede i romersk historie.

Tidligere rektorer deler kontor

I 2001 overtog eksperten i kvantekemi, Jens Oddershede, embedet, og det havde han frem til 2014.

I dag deler han i øvrigt et lille kontor sammen den anden tidligere rektor og kemiker, Carl Th. Pedersen. For selv om de to officielt er gået på pension, bruger de fortsat nogle timer på at forske.

I 2014 blev rækken af kemikere og historikere brudt, idet juristen Henrik Dam blev ansat som rektor på SDU.

Det begyndte med en litterat

For helhedens skyld nævner vi også universitetets første to rektorer, der havde helt andre fagligheder.

Den første var Mogens Brøndsted, som var professor i nordisk litteratur. Han herskede fra 1966 og fem år frem.

Fra 1971 til 1974 hed den ny rektor Franz Bierring, og han havde en sundhedsvidenskabelig baggrund.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies