Menu

Praktikinformation til virksomheden

Ingeniørpraktikken forudsætter, at praktikvirksomheden opfylder følgende krav:

  • På praktikvirksomheden skal der forefindes den nødvendige faglige ekspertise til grundig vejledning og faglig bistand til den studerende under opholdet. Der vil normalt skulle være mindst én person ansat på arbejdspladsen, som er uddannet ingeniør inden for det aktuelle uddannelsesområde, eller som har en tilsvarende kompetence, opnået gennem uddannelse og/eller flerårig ingeniørmæssig praksis. Det er dog vigtigt, at det ingeniørmæssige miljø på arbejdspladsen ikke alene er båret af en enkelt person, da praktikvirksomheden skal være forberedt på og i stand til at tilbyde den studerende den nødvendige coaching, vejledning og efterkritik.
  • Praktikvirksomheden skal gøre sig bekendt med indhold, formål og mål med praktikken, jfr. praktikstandard 4.1.1. (ses i praktikkonceptet samt indledningsvist i denne formular).
  • Der skal foreligge en skriftlig praktikkontrakt mellem den studerende og praktikvirksomheden, en angivelse af, hvornår praktikken finder sted, dens omfang (i arbejdstimer) samt navn m.v. på den ansvarlige kontaktperson på praktikvirksomheden.
  • Praktikken skal have karakter af et læringsforløb med tilhørende vejledning, refleksion og evaluering. Forløbet finder sted efter en aktivitetsplan, som udarbejdes af den studerende i samarbejde med praktikvirksomheden. Aktivitetsplanen skal godkendes af den studerendes praktikvejleder, mens praktikkontrakten godkendes af den institutforankrede praktikorganisation.
  • Praktikvirksomheden skal udfylde og stemple ”Erklæring om gennemførelse af ingeniørpraktik”, som den studerende vedlægger rapporten, inden denne afleveres til praktikvejlederen ved afslutning af praktikperioden.
  • Praktikvirksomheden kan forlange, at den studerende underskriver en fortrolighedserklæring.

Virksomheden skal:

  • Instruere Praktikanten om interne regler for sikkerhed, kontrol m.v.
  • Forpligte sig til at holde Praktikanten forsikret mod arbejdsulykker og lignende i forbindelse med ingeniørpraktikkens gennemførelse og til at afholde udgifter til en eventuel præmie herved. 
  • Ifølge Lov om ansættelsesbeviser give Praktikanten en kopi af den gældende overenskomst, hvis Praktikanten er omfattet af en sådan. 
  • Udfylde Erklæring om gennemførelse af ingeniørpraktik ved afslutning af praktikperioden. Denne udleveres gennem den studerende.
  • Udfylde det tilsendte spørgeskema om praktikforløbets forløb. Dette lægges til grund for evalueringen af praktikantens praktikophold.

Derudover:

  • Den månedlige bruttoløn udgør det beløb, som er nævnt i nærværende Aftale om Diplomingeniørpraktik i Danmark, og udbetales månedligt bagud senest den sidste hverdag i hver måned. Praktikanten har krav på 12,5 % i feriepenge, hvis praktikanten er lønnet. Virksomheden skal indbetale feriepenge til Feriekonto. Den studerende har ikke krav på løn under sygdom eller andet fravær. 
  • Eventuelle ophavsretslige beskyttede eller patenterbare resultater, som Praktikanten, som en del af opgaven helt eller delvist bidrager med, men aftalen om ingeniørpraktik er i kraft og som et led i Praktikantens arbejde, tilhøre virksomheden. 
  • En praktikvejleder fra Syddansk Universitet besøger i praktikperioden, i det omfang det er muligt, virksomheden for at vejlede praktikanten og for at sikre den bedst mulige kontakt mellem virksomheden og Syddansk Universitet. 
  • Under praktikopholdet skal praktikanten føre en form for dagbog, som afsluttes med en rapport. Virksomheden har ret til at modtage et eksemplar af rapporten. Rapporten må ikke indeholde oplysninger omfattet af tavshedspligten.

Ved sygdom:

  • Praktikanten skal uden ugrundet ophold anmelde fravær overfor virksomheden på grund af sygdom. Anmeldelsen skal ske i overensstemmelse med det til enhver tid for virksomheden gældende personaledirektiv. Sygdom skal dokumenteres med lægeerklæring på virksomhedens anmodning på praktikantens fjerde sygedag. Ved længerevarende sygdom, herunder mere end 14 dage, skal praktikanten øjeblikkeligt give Det Tekniske Fakultets praktikadministration og den tilknyttede praktikvejleder besked herom. Der kan efterfølgende, efter aftale med virksomheden, udfærdiges et tillæg til kontrakten vedrørende forlængelse af praktikopholdet, som svare til sygdomsperioden.

Ophævelse af aftalen:

  • Virksomheden kan efter forudgående aftale med Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet bringe praktikaftalen til ophør i følgende tilfælde:
    • Ved sygdom af længere varighed
    • Ved udeblivelse uden lovlig grund
    • Ved andre grove overtrædelser af praktikkontraktens bestemmelser – herunder eksempelvis misligholdelsen af tavshedspligt eller overtrædelse af virksomhedens regler.

Ved aftalens ophør, uanset af hvilken grund den måtte ophøre, er praktikanten forpligtet til at tilbagelevere til virksomheden alt materiale m.v., som er i praktikantens besiddelse, og som vedrører praktikantens virksomhed, uanset om det foreligger elektronisk eller i papirform. Praktikanten kan ikke udøve tilbageholdsret af materiel tilhørende virksomheden.

Error while rendering view [CookieWarning].