Vida Engmann fra SDU modtager den anerkendte ’For Women In Science’-pris

Tre af Danmarks mest talentfulde forskere inden for naturvidenskab har den 15. maj modtaget ’For Women In Science’ prisen. Én af de talentfulde forskere er adjunkt Vida Engmann fra SDU Sønderborg

Flotte resultater, stor passion for naturvidenskab og ikke mindst et stort drive for at gøre en forskel i deres forskningsfelt er det, der netop beskriver årets tre pristagere. For 11. gang bliver prisen ’For Women In Science’ uddelt i Danmark. Prisen er indstiftet af L’Oréal i samarbejde med UNESCO og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. 

Hos L’Oréal er man utrolig stolte af, at man endnu engang kan hædre tre dygtige kvinder inden for dansk forskning. Der er nemlig behov for at sætte fokus på kvindelige forskere og deres resultater, siger L’Oréals kommunikationschef i Danmark Sonja Christensen:

”Feltet har været virkelig stærkt, og igen i år har vi fundet tre kvindelige forskningstalenter, der har opnået meget flotte resultater på trods af deres forholdsvise korte karrierer. I Danmark er kun hver femte professor kvinde. Vi håber, at vi med denne pris er med til at sætte fokus på kvindelige forskere og inspirere yngre kvinder til at vælge en karriere i forskningens verden.”

Talenter, der vil gøre en forskel

Selvom de tre kvindelige forskere har forskellige specialer, har de alle tre fokus på, at deres forskning skal gøre en forskel. Læge og forsker Stine Linding Andersen fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital forsker i betydningen af thyroidea sygdomme hos gravide.

Adjunkt Maria Andreassen fra Aarhus Universitet forsker i protein aggregering, der bl.a. forekommer ved sygdomme som Alzheimer’s og Parkinson’s. Adjunkt Vida Engmann fra SDU Sønderborg forsker i organiske og miljøvenlige polymersolceller og er pioner inden for dette område, da hun har udviklet en metode til at forbedre de organiske solcellers stabilitet. 

"Organiske solceller har en lang række fordele i forhold til traditionelle solceller af silicium – de er billigere at producere, de er mere miljøvenlige, de er bøjelige og så er de gennemsigtige. Problemet er bare, at organiske solceller fortsat halter bagud, når det kommer til effektivitet og holdbarhed," fortæller Vida Engmann. 

Forskningsmæssige gennembrud

Vida Engmanns forskning har været medvirkende til at forbedre levetiden af de organiske solceller væsentligt, og solcellegruppen i Sønderborg undersøger nu om den kan forbedre dette yderligere.

Store perspektiver for organiske solceller

Der er stadig et stykke vej, før organiske solceller kan konkurrere med siliciumsolceller, men med de seneste forskningsmæssige resultater, så er der blevet taget flere syvmileskridt på ganske kort tid. Med den hastighed, så er det ikke længere usandsynligt, at vi ser organiske solceller for alvor træde ind på markedet for vedvarende energi inden for en overskuelig årrække.

Og det åbner op for nogle yderst interessante perspektiver. Organiske og hybride solceller kan integreres i vinduer, facader og andre dele af bygninger. Det betyder, at strøm kan blive produceret der, hvor den skal bruges, nemlig i byerne.

’For Women in Science’-prisen er indstiftet af L’Oréal i samarbejde med UNESCO og uddelt siden 1998. Verden over bidrager kvindelige forskere til videnskaben, og ønsket om at skabe mere synlighed om disse forskertalenter er netop hele målsætningen for ”For Women in Science’-prisen. Derfor blev de tre forskere hædret onsdag den 15. maj på Carlsberg Akademi i Valby.

Udover æren og muligheden for at inspirere andre kvinder til en karriere i forskning, modtog de tre pristagere hver 110.000 kroner, som er øremærket til at indgå i deres forskning.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies