Urinprøve kan føre til smertefri diagnosticering af sclerose

Sclerose kan være svær at diagnosticere, og af og til forveksles sygdommen med en anden farlig lidelse. Nu har forskere på OUH og SDU udviklet en urinprøve, der kan fortælle, om du har sclerose. Og forhindre fejlbehandling, som kan være livstruende.

Sløret syn, en sovende arm eller øget træthed. Det er ofte de første symptomer på den uhelbredelige sclerose, men kan også være tegn på mange andre ting.
Ved mistanke om sclerose sendes patienter til Neurologisk Afdeling, hvor lægerne med en MR-scanning og en rygmarvsprøve kan give svar på, om symptomerne er de første tegn på sclerose.

Proteiner viser vej

Heldigvis bliver op til 75 procent her ’frikendt’ for sygdommen, men prøverne er ubehagelige og både tids- og ressourcekrævende. Med udviklingen af en urinprøve, der - ved at analysere bestemte proteiner - med knap 90 procents sikkerhed kan fastslå, om en patient har sclerose eller ej, kan mange i fremtiden nøjes med en tur til egen læge, hvorfra de enten sendes hjem med en raskmelding eller videre til udredning hos neurologerne.
– Urin er et rigtig godt målepunkt, fordi det er let tilgængeligt, ikke kræver stik eller andre indgreb og er et glimrende spejl af stort set alt, hvad der foregår i kroppen, fortæller Helle Hvilsted Nielsen, afdelingslæge på Scleroseklinikken, OUH og postdoc på SDU.

Risikable ligheder

Oprindelig var hun på jagt efter en ny metode til at adskille sclerose fra sygdommen NMO, som på de første symptomer nemt kan forveksles, men som skal behandles forskelligt.
– De prøver vi havde, kunne ikke fuldstændigt adskille de to sygdomme. Det var problematisk, fordi NMO godt nok lige som sclerose rammer øjne og rygmarv, men ikke breder sig til resten af kroppen og kræver en helt anden behandling. Når NMO-patienter behandles med sclerose-medicin risikerer deres sygdom at accelerere og give voldsomme symptomer og i yderste konsekvens kan de dø af det.

Vente med behandling

Det har hidtil i høj grad beroet på lægernes fornemmelse og erfaring at vurdere, om symptomerne peger i den ene eller anden retning. Og ofte har man ventet med at sætte en behandling i gang, til man var sikker på en diagnose.
Den nye urinprøve kan ikke kun påvise sclerose, den kan også give det vigtige svar på, om diagnosen hedder sclerose eller NMO.
– OUH er hjemsted for det regionale NMO Center. Det er et nyt fokusområde, hvor vi gerne vil løfte forskningen til et højere niveau. NMO rammer kun 1-2 mennesker hvert år her i regionen, mens omkring 150 diagnosticeres med sclerose. Det gør det kun endnu mere vigtigt, at vi fanger NMO-tilfældene, når de er der, understreger Helle Hvilsted Nielsen.

Vil finde andre sygdomme

Hun og kollegerne på Scleroseklinikken er de første i verden, der har set på mulighederne for at finde sclerose og NMO i urin. Succesen har givet blod på tanden til at forske videre.
– Det næste, vi vil se på, er, om metoden kan bruges til at gøre os sikre, når vi er i tvivl om en diagnose. Og måske kan den også bruges til at finde andre neurologiske sygdomme. Vi skal bare først finde de proteiner, der kendetegner dem og er unikke for de sygdomme.


FAKTA
Facts om sclerose og NMO
Sclerose, også kaldet multipel sclerose eller dissemineret sclerose, er en kronisk sygdom, hvor immunforsvaret går til angreb på det centrale nervesystem. Årsagen kendes ikke, men sygdommen rammer hvert år 600 danskere, hvor flertallet er kvinder i 20-30 års alderen. Sygdommen er vidt forskellig fra person til person. Nogle oplever at kunne leve stort set almindeligt liv, mens andre bliver stærkt invaliderede i løbet af en årrække på trods af nye og bedre behandlinger. Omkring 14.000 danskere er diagnosticerede med sclerose.
Neuromyelitis optica eller NMO er en sjælden sygdom, der indtil for nylig blev betragtet som en form for sclerose, fordi immunforsvaret også her går til angreb på nervesystemet, dog primært synsnerven og rygmarven. I dag ved man, at det er to vidt forskellige sygdomme, som skal behandles forskelligt. Uden den rigtige behandling risikerer NMO patienter at miste synet eller deres førlighed.
I Danmark skønnes at cirka 50 personer er diagnosticerede med NMO.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies