Talentpris til ung SDU-forsker med fokus på lægemidlers bivirkninger

Tore Bjerregaard Stage har modtaget Sapere Aude: DFF-Forskertalent-prisen for forskningsprojektet: Kan variation i gener forudsige alvorlige smerterelaterede bivirkninger ved brug af kræftlægemidlet paclitaxel?

Det Frie Forskningsråd uddeler hvert år Sapere Aude: DFF-Forskertalent-bevillinger til unge forskere, der forventes at tegne dansk forskning på den internationale scene i fremtiden.
28-årige Tore Bjerregaard Stage, der er farmaceut, er ansat ved Klinisk farmakologi på Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU, er blandt årets modtagere af prisen.

Hans prisbelønnede forskningsprojekt handler om lægemidlet paclitaxel, der bruges i behandlingen af visse kræftformer, blandt andet æggestokkekræft. Lægemidlet fremkalder en bivirkning - perifer neuropati - der blandt andet kan vise sig som stærke smerter i huden og være svært invaliderende.

– Det eneste lægerne kan gøre ved bivirkningerne er at nedsætte den mængde paclitaxel, som gives til patienterne for at undgå bivirkningen. Det er problematisk, da vi ved, at en lavere dosis er lig med lavere sandsynlighed for overlevelse, fortæller Tore Bjerregaard Stage.

Han vil derfor undersøge, om nogle patienter kan være disponeret for at få denne bivirkning fra naturens side. Samtidig vil han få indsigt i, hvorfor bivirkningen opstår og måske idéer til at behandle den. Da det ikke kun er paclitaxel, som fremkalder denne bivirkning, har det potentielt også betydning for brugen af mange andre lægemidler.

-Der er mange perspektiver ved projektet, blandt andet vil vi kunne undersøge andre lægemidler og mekanismen bag disse smerter med de cellemodeller, som skal bruges i projektet. Det kan give vigtig information, som måske med tiden kan bruges til at udvikle lægemidler til at behandle disse smerter.

Med prisen følger en ekstra bevilling på 499.392 kroner som giver Tore Bjerregaard Stage mulighed for at invitere forskere fra hele verden til en international konference indenfor området, som skal afholdes i 2018.

Fakta:
Tore Bjerregaard Stage er uddannet farmaceut inden for klinisk farmakologi på SDU, som en af de første på uddannelsen. Han har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling samme sted.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies