Vindere af verdens største hjerneforskningspris gæster SDU

Tre af de seks vindere af The Brain Prize gæstede SDU den 23. oktober: Peter Hegemann, Humboldt Universitet i Berlin, Georg Nagel, Würzburg universitet og Gero Miesenböck, Oxford Universitet.

The Brain Prize er verdens største hjerneforskningspris på 1 mio. euro. Den blev i år tildelt de seks forskere for deres udvikling af en revolutionerende teknik til forståelse af hjernen og dens sygdomme.

Teknikken, de har udviklet, kaldes optogenetik. Opdagelsen gør det lettere at udforske hvordan den normale hjerne fungerer og at udforske hjernesygdomme som Parkinsons sygdom, Alzheimers sygdom, epilepsi, smertetilstande, skizofreni, ADHD og afhængighed. Den vil få afgørende betydning for forståelsen af sygdommene og - med tiden - for udvikling af en behandling af dem.

Teknikken giver populært sagt mulighed for at helt specifikke hjerneceller kan tændes eller slukkes ved hjælp af lys. Det giver ikke bare langt bedre muligheder for at studere aktiviteten i både den normale og den ikke normale hjerne, men sætter et helt nyt perspektiv for behandlingen af visse hjernesygdomme.

De tre prisvindere deltog om formiddagen i en konference på Institut for Molekylær Medicin og blev om eftermiddagen vist rundt på laboratorierne på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.

fra venstre ses dekan Ole Skøtt fra Sundhedsvidenskab, dekan Henrik Pedersen, Naturvidenskab, professor Peter Hegemann, professor Georg Nagel, professor Bente Finsen, SDU, professor Gero Miesenböck, professor Niels Aagaard Jensen, SDU og professor Trevor Owens, SDU 

Fra venstre ses dekan Ole Skøtt fra Sundhedsvidenskab, dekan Henrik Pedersen, Naturvidenskab, professor Peter Hegemann, professor Georg Nagel, professor Bente Finsen, SDU, professor Gero Miesenböck, professor Niels Aagaard Jensen, SDU og professor Trevor Owens, SDU 


The Brain Prize uddeles af Fonden for Grete Lundbecks Europæiske Hjerneforskningspris.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies