Ny IT-platform samler viden fra de studerendes evalueringer

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har udviklet en ny IT-platform for bedre at kunne følge op på evalueringer af fagene, faggrupper og hele uddannelser.

Systemet præsenterer resultater fra alle undervisningsevalueringer siden efteråret 2012. Med et enkelt klik kan brugeren få et overblik over en hel uddannelse, hvor godt den klarer sig i forhold til de andre uddannelser på fakultetet, eller hvordan udviklingen har været over tid. Der er mulighed for at gå i detaljer med de enkelte fag, set i forhold til andre fag og i forhold til svarprocent. Brugeren kan se de studerendes kommentarer sammen med de kvantitative data.

De studerendes undervisningsevaluering er en del af grundlaget for en kontinuerlig udvikling af undervisningens kvalitet, hvilket uddannelserne systematisk skal følge op på som beskrevet i SDU’s interne kvalitetspolitik . Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har derfor i mange år haft en strategi for, hvordan evalueringerne udformes, hvor tit de udsendes samt hvem der efterfølgende får tilsendt resultaterne for hvert enkelt fag.

IT-platformen understøtter således både fakultetets generelle kvalitetsarbejde, men er også en hjælp til den enkelte underviser i forbindelse med evaluering af egen undervisning. Den er tilgængelig for alle ansatte ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og studenterrepræsentanter i studienævnene, og vi har kaldt den SUND-Eva .

Arkitekten bag SUND-Eva, Bruno Mølgaard Geertsen kommer gerne på besøg i de enkelte studienævn og introducerer til platformen. I kan kontakte Bruno på e-mail: bmgeertsen@health.sdu.dk  eller mobil  9350 7065

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies