Stofskiftesygdomme giver øget risiko for langvarigt sygefravær, førtidspension og indkomsttab

Ny dansk forskning viser, at danskere med forhøjet stofskifte forårsaget af sygdom i skjoldbruskkirtlen trods behandling har større risiko for langvarigt sygefravær end deres kolleger. Det gælder særligt inden for det første år med sygdommen.

Sygdomme i skjoldbruskkirtlen rammer 15 procent af befolkningen

Sygdomme i skjoldbruskkirtlen (glandula thyroidea) rammer cirka 15 procent af befolkningen – især kvinder – og omfatter en række forskellige sygdomme.
De mest udbredte og alment kendte er for lavt eller for højt stofskifte, som kan føre til forskellige følgesygdomme.
To danske forskningsprojekter omhandlende stofskiftesygdomme er netop blevet publiceret i Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism.
”Der har været en tendens til, at for højt og for lavt stofskifte blev betragtet som banalt og let at behandle, men vores undersøgelser viser, at det er tilstande, som trods behandling har langtidskonsekvenser for helbredet,” siger Laszlo Hegedüs, professor på Syddansk Universitet og overlæge på Endokrinologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, som er involveret i begge projekter.

For højt stofskifte giver sygefravær

Medarbejdere med forhøjet stofskifte, som samtidig har komplikationer med øjnene i form af for eksempel hævelser og dobbeltsyn (Graves’ orbitopati), har i det første år med diagnosen syv gange større risiko end de andre på arbejdspladsen for at få langvarigt sygefravær på over tre uger. Efter et år falder risikoen, men den bliver dog ved med at være dobbelt så høj som hos kollegerne. Der kan også være problemer med at vende tilbage til arbejdet efter sygefravær og/eller ledighed samt fire gange så stor risiko for at blive førtidspensioneret.

For lavt stofskifte kan stoppe arbejdslivet

Det andet forskningsprojekt med deltagelse af forskere fra Syddansk Universitet viser, at personer med for lavt stofskifte sammenlignet med en gruppe personer uden sygdom i skjoldbruskkirtlen, også har en øget risiko for at blive førtidspensioneret. Risikoen er øget med 89 procent efter at have taget højde for diverse andre sygdomme samt uddannelsesbaggrund.
Hos de personer med for lavt stofskifte som kan opretholde tilknytningen til arbejdsmarkedet, ses en lavere indtægt sammenlignet med kolleger. Dette kan være et udtryk for at for lavt stofskifte kan medføre en ændring i arbejdsevnen på jobbet, der eksempelvis kan udtrykke sig ved at stofskiftepatienten ikke står først for til en eventuel forfremmelse.

Dokumenterede konsekvenser kræver handling

Både på Syddansk Universitet og Københavns Universitet glæder mig sig over, at man nu kan dokumentere de samfundsmæssige konsekvenser af stofskiftesygdomme.
”Vores resultater viser tydeligt, at der kan være store sociale og økonomiske konsekvenser ved at have en sygdom i skjoldbruskkirtlen. Det er overraskende, at nogle stofskiftesygdomme så tydeligt påvirker tilknytningen til arbejdsmarkedet og sygefravær. Det næste skridt bliver at finde ud af, hvilke forhold i arbejdet og arbejdsmiljøet, der bevirker, om medarbejdere kan forblive i arbejde”, siger Mette Andersen Nexø, postdoc på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Københavns Universitet.
Som læge i klinikken møder Laszlo Hegedüs mange patienter, som er frustrerede over, at deres sygdom ikke bliver anerkendt, men forskningen viser nu, at for lavt og for højt stofskifte er forbundet med både, fysiske og psykiske sygdomme samt en øget dødelighed.
”Fokus og erkendelse er halvdelen af løsningen, og med den nye viden kan vi arbejde videre på at hjælpe stofskiftepatienter til et længere og bedre arbejdsliv,” mener Laszlo Hegedüs.


Fakta:
Skjoldbruskkirtlen sidder foran på halsen og udskiller hormoner, der regulerer, hvordan kroppen bruger energi, ilt og varme. Sygdommene er forbundet med, at skjoldbruskkirtlen enten forstørres (struma) eller ændrer funktion, så stofskiftet enten er for højt (hyperthyroidisme) eller for lavt (hypothyroidisme).
Sygdom i skjoldbruskkirtlen medfører øget risiko for blandt andet hjertesygdomme, lungesygdomme, psykiatriske lidelser og en øget dødelighed.
Læs mere om stofskiftesygdomme her: http://www.thyreoidea.dk/ og her http://thyroid.dk

Fakta:
I studiet, der påviser øget sygefravær hos patienter med forhøjet stofskifte fulgte forskerne 862 personer gennem en række nationale og kommunale registre. Målet var at undersøge, hvordan stofskiftesygdomme påvirker arbejdsevnen. Forskerne så på personernes sygefravær, ledighed, førtidspension samt deres problemer med at vende tilbage til arbejde. Samtlige personer var blevet behandlet på Odense Universitetshospital eller Rigshospitalet i 2007.
Forfattere: M.A. Nexø, T. Watt, J. Pedersen, S.J. Bonnema, L. Hegedüs, A.K. Rasmussen, U. Feldt-Rasmussen og J.B. Bjorner, Københavns Universitet og Syddansk Universitet.
Læs artiklen her: http://press.endocrine.org/doi/abs/10.1210/jc.2013-4468

I studiet af for lavt stofskifte og tilknytning til arbejdsmarkedet er inkluderet 1745 personer mellem 18-59 år diagnosticeret med for lavt stofskifte i periode 1978-2006.
Forskerne har analyseret informationer fra de danske registre i Danmarks Statistik.
Forfattere: M. Thvilum, F. Brandt, T.H. Brix og L. Hegedüs, alle Syddansk Universitet.
Læs artiklen her: http://press.endocrine.org/doi/abs/10.1210/jc.2014-1407

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies