SDU-forsker udnævnes til æresdoktor i Litauen

Lektor Karsten Froberg udnævnes til æresdoktor ved Lithuanian Sports University. Med udnævnelsen kommer Karsten Froberg i overordentligt fint selskab. Blandt institutionens æresdoktorer findes nuværende og tidligere litauiske præsidenter, en række internationale forskere ligesom den afgående præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC) Jacques Rogge er at finde blandt æresdoktorerne.

Karsten Froberg hædres for sin store indsats inden for idrætsforskning og i særdeleshed fremme af børn og unges sundhed. Et arbejde som strækker sig over mere end 40 år. Karsten Froberg har været ansat på universitetet siden 1971 og har således været med fra begyndelsen i opbygningen af idrætsforskningen og idrætsuddannelserne ved Syddansk Universitet. Karsten Froberg har ligeledes været både studieleder og institutleder ved Institut for Idræt og Biomekanik og er en af instituttets markante kulturbærere kombineret med en evne og villighed til at omstille sig til at imødegå fremtidens udfordringer.

Karsten Frobergs forskning i børn og unges sundhed startede som et lokalt forskningsprojekt men udviklede sig på et tidligt tidspunkt til forskning med internationale dimensioner. Han var således meget aktiv i initieringen af European Youth Heart Study, som er et stort europæisk projekt, som har kørt siden 1995 og til stadighed skaber spændende resultater og indsigter om børn og unges sundhed.

Karsten Froberg har været centerleder for Centre of Research in Childhood Health (RICH) siden etableringen af centeret i 2007. Centeret har modtaget et imponerende antal større bevillinger, senest 5.15 mio. kr fra undervisningsministeriet og 7.48 mio. kr fra SDU2020-puljen.

”Karsten Froberg har med sit store engagement og kolossale internationale netværk været en af de helt markante personligheder på vores institut. Han har med stor succes stået i spidsen for instituttets internationale samarbejde gennem en lang årrække. Det er fuldt fortjent, at Karsten Froberg udnævnes til æresdoktor i så fornemt selskab,” siger institutleder Jørgen Povlsen.

Stort internationalt engagement

Karsten Froberg har i flere årtier spillet en aktiv rolle i opbyggelsen af internationale samarbejder og netværk. I perioden 1999-2003 var han således præsident for the European Network of Sports Science, Education and Employment (ENSSEE). Han har ligeledes siddet i en lang række internationale paneler, der har haft til opgave at evaluere europæiske sundheds- og idrætsuddannelser. I 2008 modtog Karsten Froberg Erasmus-prisen, som EU kommissionen uddeler, for sit internationale engagement i forskning og uddannelse inden for feltet børn og fysisk aktivitet.

Ceremonien finder sted den 7. april i forbindelse med fejringen af universitetets 80 års fødselsdag.

Kontakt
Lektor Karsten Froberg, kfroberg@health.sdu.dk, mobil 60113457
Institutleder Jørgen Povlsen, jpovlsen@health.sdu.dk

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies