SDU-forsker fra idrættens verden skal lære amerikanerne at ro

Kurt Jensen fra IOB er taget til USA for at inspirere verdenseliten i roning til at nytænke træningsformer.

Styrke og udholdenhed er nøgleordene for roere, som vil til tops. I USA er der stor kamp om pladserne på de eftertragtede college- og universitetshold, og træningen er hård og intens.
Herhjemme er kampen om pladserne i robåden knap så hård, men trods den manglende konkurrence er danske roere i enkelte klasser blandt de bedste i verden.

En del af forklaringen er måden, de danske roere træner på. Gennem 25 år har Kurt Jensen været tilknyttet Team Danmark og de danske eliteroere. I dag er han lektor på SDU og repræsenterer universitetet, når han rejser rundt i verden og fortæller om det specielle testkoncept, han har udviklet til at optimere roernes træning.
Tanken er næsten selvfølgelig i Danmark, men fremmed mange andre steder: Mennesker er forskellige og skal trænes forskelligt. Med det unikke testkoncept af individuel træning kan Kurt Jensen teste roerne over tid og finde frem til, hvad den enkelte atlet skal satse på for at live endnu bedre.

”Der skal være balance mellem styrke og udholdenhed. Vi har testet de bedste i verden og set på, hvad der gør dem særligt gode. Der er i disse år meget fokus på styrketræning, men vi kan se, at det i virkeligheden tit er udholdenheden og dermed tolerancen og robusthed til at tåle og adaptere på den nødvendige intensive og specifikke træning, der mangler for at roerne når til tops,” forklarer Kurt Jensen.

Kurt Jensen deltager netop nu i den årlige trænerkongres i USA. Han er som den eneste inviteret som keynote-speaker, en så vigtig oplægsholder, at alle deltagere lytter med.

Herhjemme lytter man også, når Kurt Jensen argumenterer for, at Danmark mangler en kandidatuddannelse i konkurrence- og eliteidræt. SDU har søgt om at udbyde uddannelsen fra Campus Esbjerg og hvis det lykkes, vil Kurt Jensen være en af nøglepersonerne i opbygningen.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies