Første hold SDU-psykologer er klar til at møde virkeligheden

Fem år efter oprettelsen af Institut for Psykologi står et helt særligt hold psykologer med deres kandidatbeviser i hånden.

”Tak fordi I turde melde jer til en helt ny uddannelse.”
Sådan indledte dekan Ole Skøtt sin tale til de 75 nye kandidater, der for fem år siden som de allerførste kastede sig over psykologibøgerne på SDU.

Dengang bestod Institut for Psykologi ikke af meget andet end et par flyttekasser. I dag er det et topprofessionelt institut med over 70 ansatte, heriblandt fire professorer, med Susanne S. Pedersen i spidsen som institutleder.

En lignende udvikling har de nye kandidater gennemgået i deres studietid.
”I har fået en ny identitet som psykologer. Mange af de ord, I nu bruger, kendte I slet ikke for fem år siden. Der er brug for jer ude i samfundet, og I skal ud og gøre en forskel. Og først når I er derude og hjælper borgerne til et bedre liv, er vores vision bag uddannelsen opfyldt,” sagde Ole Skøtt.

Det særlige ved de nyudklækkede psykologer fra SDU er den kliniske vinkel på psykologfaget, som de er blevet præget med gennem uddannelsen. I modsætning til de andre psykologiuddannelser i Danmark har SDU valgt et sundhedspsykologisk fokus og de studerende kommer blandt andet i ti måneders praktik i sundhedsrelaterede virksomheder, organisationer eller institutioner, for eksempel på et hospital eller i psykiatrien.

Sundhedspsykologien var ikke fokus for talen fra holdets repræsentanter Ajla Dervisevic og Sophie L. Ravn. Det var derimod det særlige ved at være de første, uden tutorer, uden eksamensopgaver til inspiration, men med store muligheder for at få indflydelse på studiet. Og det karakteristiske ved flokken, der trods store forskelligheder har engagementet og omsorgen for andre mennesker tilfælles. 

Efter underholdning ved en cellist og en harmonikastuderende fra Syddansk Musikkonservatorium bød formanden for Dansk Psykologforening Eva Secher Mathiasen på både opmuntrende og virkelighedsnære ord om fremtiden i sin festtale til kandidaterne.

”I kommer til at kæmpe for det og være kreative for at komme ind på arbejdsmarkedet. Der er udfordringer, men også flere muligheder end nogensinde for psykologer. Der er blandt andet brug for jer på inklusionsområdet, ude hos børnene på skolerne. Og HR-markedet tørster efter jeres kompetencer, også selvom der ikke står psykolog på stillingsopslagene.”

Eva Secher Mathiasen uddybede endvidere, hvor bredt favnende psykologfaget er:

”Det I kan, er at få folk til at ændre adfærd. Og vor ville verden have set anderledes ud, hvis der havde været psykologer inde over rejsekortet, DONG-sagen og indkøb af F16-fly.”

Festligheden i SDU-regi blev afsluttet med reception for kandidater og deres familier og venner, som var mødt talstærkt op for at lykønske både SDU med de første psykologer og de første psykologer med deres kandidatbeviser.

Foto: Formand for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen, holder festtalen.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies