SDU opretter professorat i hjerte-kredsløbsfunktion

Institut for Molekylær Medicin, Syddansk Universitet (SDU) ansætter Pernille B. Lærkegaard Hansen, cand. scient., ph.d. som professor, MSO i kardiovaskulær og renal fysiologi.

Pernille B. Lærkegaard Hansen (41) har siden 2004 været ansat ved Kardiovaskulær og Renal Forskning, IMM, SDU. Først som adjunkt og siden 2007 som lektor. Hun er uddannet ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet og har været post.doc. ved det amerikanske National Institutes of Health i Washington i 3 år.

Hendes forskningsindsats ligger inden for blodkarrenes funktion (vaskulær biologi), herunder funktionen af de helt små modstandskar, der er med til at bestemme blodtrykkets højde og derfor er mål for behandling af forhøjet blodtryk. Hendes forskningsgruppe anvender teknikker fra det molekylære niveau samt modeller for blodtryksforstyrrelser i mus. Netop denne tilgang, hvor Pernille Hansen har udviklet teknikker til at bestemme blodtryk og puls i uforstyrrede vågne mus er en centralt forskningsområde, der styrkes i den nye stilling.

Endvidere samarbejder Pernille B.L. Hansen med Odense Universitetshospital om at undersøge blodkar fra patientnyrevæv udtaget i forbindelse med kræftoperationer. Denne tilgang udviklet af Pernille Hansen styrkes også i forbindelse med udnævnelsen. Pernille B. Lærkegaard Hansens forskningsgruppe har blandt andet identificeret nye calciumkanaler i humane blodkar, hvilket kan blive nye mål for behandling mod forhøjet blodtryk. Udnævnelsen vil medvirke til at fastholde og udvikle styrkepositioner i kredsløbsforskning ved Institut for Molekylær Medicin i årene fremover.

Pernille B. Lærkegaard Hansen har publiceret 47 artikler i peer-reviewed videnskabelige tidsskrifter og har vejledt bachelor-, ITEK-, prægraduate og ph.d. studerende. Hun er bestyrelsesmedlem af Nordisk Forening for Fysiologi og viceforskningsleder ved Kardiovaskulær og Renal Forskning med ca. 60 ansatte.

Pernille B. Lærkegaard Hansen underviser på bacheloruddannelserne i klinisk biomekanik og medicin og biomedicin under de Sundheds- og Naturvidenskabelige Fakulteter og har ansvar for modulet ”Homeostase” ved lægeuddannelsen. Hun underviser desuden på flere postgraduate ph.d.-kurser og er medlem af Ph.d.-studienævnet ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies