Professor i diabetes og endokrinologi

Overlæge, dr. med. Claus Bogh Juhl er udnævnt til professor ved Institut for Regional Sundhedsforskning ved SDU og vil som et led i professoratet varetage rollen som programleder for Klinisk Intervention på Steno Diabetes Center Odense (SDCO), der finansierer professoratet.

Claus Bogh Juhl fortsætter samtidig som overlæge ved Endokrinologisk Afsnit, Sydvestjysk Sygehus med fokus på diabetes og overvægt, og vil som professor videreføre sin forskning på dette område.

I den forbindelse står Claus Bogh Juhl i spidsen for Det Syddanske Overvægtsinitiativ, der bl.a. har til formål at udforske hyppighed og alvorlighed af fedmerelaterede sygdomme og tilstande.

Initiativet vil særligt fokusere på mennesker med samtidig psykisk sygdom, hvor overvægt ofte udgør et ekstra helbredsproblem, samt betydning af overvægt hos personer med anden etnisk herkomst end dansk - et område der er meget sparsomt belyst i en dansk sammenhæng.

Initiativet skal desuden kaste nyt lys over faktorer, der kan forudsige udviklingen af type 2-diabetes og andre fedmerelaterede sygdomme hos i øvrigt raske mennesker med overvægt.

Som programleder for Klinisk Intervention på SDCO vil Professor Bogh Juhl endvidere have ansvar for  større kliniske interventionsstudier især indenfor type 2-diabetes, forskning i individualiseret behandling af type 1- og type-2 diabetes, samt registerbaserede studier af forekomsten af diabetes og dets komplikationer, især i Region Syddanmark, men også nationalt og internationalt.

Claus Bogh Juhl blev involveret i forskning allerede som medicinstuderende. Her forskede han på Kræftens Bekæmpelses Afdeling for Virus og Kræft i Århus i virus’ påvirkning af moderkagen.

Det var dog den kliniske forskning der trak, og under ansættelse på Medicinsk Afdeling på Kolding Sygehus blev Claus Bogh Juhl involveret i forskning i insulindannelse og de insulindannende cellers betydning for personer med type 2 diabetes.Dette forskningsfelt blev dyrket under ph.d.- studiet, der blev udført på Endokrinologisk Afdeling på Århus Sygehus.

Under hoveduddannelsen til Medicinsk Endokrinolog på Odense Universitetshospital blev Claus Bogh Juhl desuden involveret i udvikling og afprøvning af et innovativt device til registrering af lavt blodsukker hos patienter med type 1-diabetes og var i en periode ansat i firmaet Hyposafe til at varetage dette.

Claus Bogh Juhl blev ansat som overlæge på Endokrinologisk Afsnit, Sydvestjysk Sygehus i 2007. Da kirurgisk behandling af svær fedme blev etableret som et tilbud på sygehuset, blev Claus Bogh Juhl bedt om at varetage funktionen som forskningsleder i overvægt og fedme. Aktuelt forsker han i kronisk obstruktiv lungesygdom ved svær overvægt og konsekvenserne af fedmekirurgi.

Claus Bogh Juhl er uddannet læge fra Århus Universitet i 1993. Han blev tilknyttet Syddansk Universitet som klinisk lektor i 2011.

Privat bor Claus Bogh Juhl i Sdr. Bjert nær Kolding sammen med sin kone. De fire børn er alle flyttet hjemmefra, og det tredje barnebarn er på vej. Når hjernen skal slappe af, foregår det med en løbetur langs med Lillebælt eller blandt basserne i det lokale kor.

Mød forskeren
Claus Bogh Juhl

Kontakt