Professorat skal gavne behandlingen af gravide og fødende

Jan Stener Jørgensen er per 1.12. 2014 ansat som professor i obstetrik og specialeansvarlig overlæge ved Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Jan Stener Jørgensen (57) har siden 2003 været specialeansvarlig overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling i Odense. Det nyoprettede professorat skal styrke den kliniske forskning indenfor behandlingen af gravide og fødende, som Jan Stener Jørgensen har det faglige ansvar for.

Han har siden sin ansættelse i 2003 gjort en betydelig indsats for at sikre de fynske fødende en tryg og sikker fødsel og lagt stor vægt på at sikre de raske fødende en normal fødsel, selv om den foregår på en højt specialiseret universitetsafdeling. Med sin omfattende viden om graviditet og fødsler, sit smittende engagement og humør, er han en samlende figur på fødegangen, og han er kendt som en inspirerende underviser og vejleder for medicinstuderende, yngre læger, ph.d.-studerende og jordemødre. Han har siddet i adskillige nationale faglige arbejdsgrupper, styregrupper og komiteer, ligesom han er medlem af flere internationale faglige netværk og advisory boards.

Som underviser har Jan Stener Jørgensen en omfattende national og international erfaring. Hans uddannelse til speciallæge foregik på universitetshospitalerne i København. Han har gennem to årtier undervist danske læger, der er under uddannelse til speciallæge i gynækologisk og obstetrik. Han har tillige erfaring i uddannelse af medicinstuderende, jordemødre og yngre læger i klinisk obstetrik, og har bidraget væsentligt til planlægning og opbygning af den nystartede jordemodervidenskabelige kandidatuddannelse ved Syddansk Universitet.

Jan Stener Jørgensen blev ph.d. fra Københavns Universitet i 1997 på en afhandling om en ny fosterovervågningsmetode (Fetal Pulse Oximetry). Han er nu engageret I adskillige forskningsprojekter både på nationalt og internationalt plan og har etableret samarbejde med forskere ved universiteterne i Göteborg og Lund, London, Berlin, Löwen, Boston, Sao Paulo, Perth og Adelaide. Jan Stener Jørgensen er reviewer for adskillige internationale faglige tidsskrifter indenfor sit felt. Han har fået bevilliget betydelige summer af forskningsmidler fra lokale, regionale, nationale og internationale fonde, lige som han sidder som evaluator for flere udenlandske forskningsfonde.

Jan Stener Jørgensen er medredaktør og forfatter af den nyudgivne Munksgaards Danske Lærebog i Obstetrik. Han er internationalt certificeret ALSO-instruktør (Advanced Life Support in Obstetrics) og han har undervist læger og jordemødre i intrapartal obstetrik og i fosterovervågning under fødslen i lande som Norge, Sverige, Island, Schweiz og England.

Jan Stener Jørgensen er forfatter til et betydeligt antal videnskabelige artikler og medforfatter til en engelsk og to danske lærebøger i obstetrik. Han har været med til at opbygge en forskningsenhed på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D på OUH, med en større gruppe ph.d.- og prægraduatstuderende, som han er vejleder for. Han var med til at etablere Odense Børnekohorte og er medlem af det akademiske udvalg ved kohorten. Blandt de nyere forskningsområder, han beskæftiger sig med ud over fosterovervågning under fødslen, er for tidlig fødsel, infektioner og antibiotika behandling i graviditeten, mødre-overvægt og graviditets- og fødselskomplikationer, svangerskabsforgiftning, D-vitamin og gravidtetskomplikationer, E-health og anvendelse af ny medicinsk teknologi, kvalitativ forskning i relation til mødre-overvægt og anvendelse af den motiverende samtale, samt obstetrisk fagpersonales ”coping” med involvering i traumatiske fødsler.

Fritiden anvendes på familien og naturen, idet Jan stener Jørgensen er en engageret og vidende ornitolog, en interesse, som han ihærdigt forsøger at udbrede til venner og kolleger.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies