Ny adjungeret professor i kirurgi: Dion Morton

Dion Gregory Morton er pr. 1. februar 2014 udnævnt til adjungeret professor i Kirurgi ved Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling, Sygehus Lillebælt og Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet.

Den 52-årige professor er i forvejen ansat som professor i kirurgi ved Universitetet i Birmingham, hvor han især har markeret sig indenfor udvikling og behandling af kolorectal cancer.

Det er også indenfor det felt, at Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling på Sygehus Lillebælt ser frem til det nye samarbejde. Dion Morton er udnævnt til adjungeret professor, da han kan bidrage væsentligt til at styrke forskningen indenfor området i Region Syddanmark. Han har demonstreret enestående evner til at promovere forskningen både nationalt og internationalt.

Ledelsen på Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling glæder sig over de mange muligheder for gensidig inspiration, forskning og udvikling, som samarbejdet åbner.
- Dion Morton har omfattende forskningserfaring og et stort netværk inden for mange af de samme forskningsområder, som interesserer os her i afdelingen, udtaler ledende overlæge Hans B. Rahr.
- Vi regner med at besøge hinanden jævnligt og udveksle resultater og idéer, og holder i øvrigt kontakt og prøver at hjælpe hinanden.
Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling har i de seneste par år arbejdet målrettet på at opbygge et forskningsmiljø i afdelingen og ser blandt andet muligheder for at sende unge forskere på studiebesøg i Birmingham, ligesom Dion Morton kan yde sparring til udarbejdelse af for eksempel projekter og ansøgninger – kort sagt alt det, som en erfaren professor kan bidrage med i en afdeling i hastig udvikling.

Aktuelt er Dion Morton ansvarlig for alle kirurgiske kolorectalcancer-forsøg, der er støttet af National Cancer Research Institute (NCRI) i Storbritannien. Han er også forskningsleder for FOXTROT forsøget, som er et internationalt studie, hvor man i et randomiseret design vil undersøge, om kemoterapi før operation har en fordel ved behandling af lokal avanceret koloncancer.
Der er planlagt deltagelse med mere end 1000 patienter, og de foreløbige resultater er særdeles lovende og publiceret i The lancet.

Internationalt har Dion Morton indgået og været initiator for flere videnskabelige studier, der pågår internationalt. Aktuelt er han formand for den videnskabelige komité indenfor det europæiske kolorectale selskab (ESCP).

Dion Morton har været vejleder på 10. ph.d.studier, hvoraf syv er afsluttet. De fleste har haft relation til udvikling og behandling af kolorectal cancer. Desuden er han medforfatter på to lærebøger, 15 lærebogskapitler/oversigtsartikler og medforfatter på 66 peer-reviewed artikler i internationale tidsskrifter.


Dion Gregory Morton er tildelt titlen som adjungeret professor i perioden 1. februar 2014 til 31. januar 2019.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies