OUH og SDU ansætter professor i molekylær diagnostik

Dr. med. og dr. scient. Niels H. H. Heegaard er blevet udnævnt til professor, med særlige opgaver i molekylær diagnostik på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital på Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi pr. 1. december 2013.

Niels Heegaards forskningsinteresser centrerer sig om udvikling af diagnostik for kroniske sygdomme, herunder cancer, demens og immunologiske og reumatologiske lidelser. Forskningen baserer sig på identifikation af nye diagnostiske markører i biologisk materiale ved hjælp af moderne analysemetoder. Et særligt fokus er blandt andet analyser af mikropartikler og mikro-RNA i blodet.

”- Vi er meget glade for at byde Niels Heegaard velkommen”, siger direktør Henrik Villadsen, OUH. ”- Der sker en rivende udvikling indenfor diagnostik, og teknologiske gennembrud og bioinformation vil forstærke denne udvikling yderligere i de kommende år. Vi vil gerne være på forkant på dette område og etablerede således allerede i 2011 i tæt samarbejde med SDU ”Center for Klinisk Proteomforskning”, som netop arbejder med at omsætte grundvidenskabelige erkendelser  indenfor protein-analyser til praktisk anvendelse i hospitalsbehandlingen. Ansættelse af Niels Heegaard ligger i naturlig forlængelse af denne strategi.”

Niels Heegaard har opbygget forskningssamarbejder med Rigshospitalet, Bispebjerg, Herlev, Gentofte, Glostrup, Sygehus Lillebælt og Odense Universitetshospital indenfor diagnostik af neurodegenerative sygdomme, ovariecancer, dermatologiske og reumatologiske sygdomme. Endvidere samarbejder han med National Cancer Institute i USA og med Lunds Universitet og har i mange år samarbejdet med og undervist ved Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, Syddansk Universitet og med flere forskellige forskergrupper på de Sundhedsvidenskabelige og Naturvidenskabelige Fakulteter på Københavns Universitet. I årene 2003-2009 var han tillige adjungeret professor i analytisk kemi ved Karlstad Universitet i Sverige.

Niels Heegaard er født i Kgs. Lyngby og opvokset på Sydsjælland. Han blev medicinsk kandidat fra Københavns Universitet i 1986. Efter militærtjeneste i Søværnet og turnusuddannelse på københavnske hospitaler fik Niels Heegaard ansættelse som klinisk assistent på Klinisk Immunologisk afd., Rigshospitalet og kom derfra til en stilling som forsker (Visiting Fellow) på National Institutes of Health (NIH), Bethesda, Maryland, USA, hvor han var i godt tre år. Han vendte tilbage til Danmark i 1993 som afsnitsleder på Statens Serum Institut og har senest været afdelingschef og gruppeleder i Klinisk Biokemisk, Immunologisk og Genetisk afdeling afbrudt af endnu et ophold på NIH i 2009-2010.

Niels Heegaard har været videnskabelig aktiv siden den tidligste del af studietiden og har publiceret over 155 arbejder samt organiseret eller været medarrangør af flere internationale videnskabelige møder indenfor immunologi, biomarkører og mikro-RNA. Han har været vejleder for mere end 10 ph.d.-studerende og har været inviteret til at præsentere resultater ved mere end 100 videnskabelige møder.

Niels Heegaard forsvarede sin medicinske doktorafhandling i 1994 og sin naturvidenskabelige doktorafhandling i 2009. 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies