PCOS - En lidelse med positive konsekvenser

Omkring 20.000 danske kvinder lider af PCOS – en hormonel forstyrrelse, der - ud over blandt andet skægvækst og overvægt - kan det gøre sværere at blive gravid. Til gengæld har de lavere risiko end andre kvinder for at få knoglebrud.

Af Helene Dambo, 17-03-2016

Hvis kvinder har for meget mandligt kønshormon, testosteron, kan det være tegn på sygdommen PCOS – Polycystisk ovarie syndrom. Kvindens eget hormonsystem er dermed så forstyrret, at flertallet bliver overvægtige og får øget skæg- og hårvækst i ansigt og på krop. Nu viser forskning fra OUH og SDU, at kvinderne til gengæld har en lavere risiko end andre kvinder for at få knoglebrud blandt andet af den type der relateres til knogleskørhed.

Færre mænd får knogleskørhed

– Vi ved, at flere kvinder end mænd får knogleskørhed, og vores hypotese var derfor, at det høje niveau af testosteron sammen med eventuelt overvægt og andre medicinske faktorer hos kvinder med PCOS beskytter mod knoglebrud, fortæller postdoc Katrine Hass Rubin fra Klinisk Institut, SDU og OUH’s forskerstøtteenhed OPEN.
Det er hende, der har analyseret alle data, hvor også 1.200 PCOS-patienter fra OUH er inkluderet.
– De er en stor styrke for vores forskningsprojekt, fordi vi med dem har en lang række detaljerede oplysninger om vægt, væv, blodprøver og sygdomsforløb over en årrække.

Modsatrettede faktorer

Ud af disse 1.200 patienter var to tredjedele overvægtige med et BMI på over 25, hvilket i sig selv virker forebyggende mod knogleskørhed. På den anden siden følger der med PCOS altid et højere niveau af stresshormonet kortisol samt et lavere væksthormon – og begge faktorer trækker i den modsatte retning.
De to modsætningspar ophævede imidlertid ikke hinanden, idet forskningsresultatet viste , at kvinder med PCOS har en betydelig lavere risiko end andre kvinder for at få brud.

Overvægt er ikke ensbetydende med lavt aktivitetsniveau

Forskerne ønskede som en del af projektet at finde ud af, om årsagen til de færre brud kunne skyldes et lavere aktivitetsniveau. Derfor trak de registerdata på danske kvinders kontakt med skadestuerne på grund af forstuvninger og sportsskader.
– Resultatet viste, at kvinderne med PCOS havde haft lige så mange skader og derfor må formodes at være lige så aktive som deres jævnaldrende og normalvægtige kønsfæller, siger Katrine Hass Rubin.

Det første studie af sin art

Projektet er det hidtil eneste store populationsbaserede forskningsprojekt, der undersøger risikoen for knoglebrud hos kvinder med PCOS. Data er hentet dels fra OUH’s egne patienter, dels fra Landspatientregistrets data om de ca. 20.000 kvinder med PCOS. De er sammenlignet med danske kvinder på samme alder, der ikke har sygdomme i knogler og hormonsystemet.

Forskeren bag

Katrine Hass Rubin, post. doc., Open - Odense Patient data Explorative Network

Læs mere

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies