Kameraer i pilleform kan afsløre tyktarmskræft

Mange takker nej til det nationale screeningsprogram for tyktarmskræft ved udsigten til en mulig efterfølgende kikkerundersøgelse. I fremtiden kan disse imidlertid afløses af et pillekamera, som tager billeder hele vejen gennem tarmene.

Nyt projekt skal afprøve et såkaldt pillekamera, der i fremtiden kan afløse kikkertundersøgelser. Som ordet antyder, sluger patienten en pille, der indeholder to små kameraer, som optager billeder på dens vej gennem tarmsystemet.

Alle danskere mellem 50 og 74 år inviteres i det nye nationale screeningsprogram for tyktarmskræft til at indsende afføringsprøver. Men næsten halvdelen af patienterne takker dog nej til tilbuddet ved udsigten til at skulle håndtere afføringsprøven og efterfølgende måske at gennemgå en kikkertundersøgelse.
Med det nye pillekamera som undersøgelsesmetode håber forskerne, at flere tager mod tilbuddet, så tilfælde af tyktarmskræft opdages tidligere til glæde for både patienter og samfundsøkonomi.

Hvis tyktarmskræft opdages tidligt, kan mellem 90 og 95 procent af patienterne nemlig helbredes, mens det kun gælder for 30 procent af de patienter, hvor kræften opdages sent.
Tyktarmskræft udvikler sig langsomt, så en undersøgelse hvert andet eller tredje år som i det nationale screeningsprogram er ofte tilstrækkeligt til at opdage kræften i et tidligt stadie.

Dødeligheden reduceres 

- Screening er en succes, og dødeligheden reduceres med 16 procent, når man screener på landsplan, fortæller Gunnar Baatrup, professor på Kirurgisk Afdeling, Svendborg Sygehus, OUH.
- Men mange mennesker er ikke glade for at skulle håndtere deres afføring for at tage den påkrævede prøve. Og mange igen er utrygge ved kikkertundersøgelsen.

I et nyt projekt fra Kirurgisk Forskningsenhed på Svendborg Sygehus og Klinisk Institut, Syddansk Universitet vil forskere i første omgang afprøve et såkaldt pillekamera til undersøgelse efter en positiv afføringsprøve.
Patienterne skal synke en kapsel på størrelse med en fiskeolie pille, hvori der er indbygget to kameraer og en bluetooth-sender.
Kameraerne tager 400.000 billeder på vejen gennem tarmene, og billederne sendes via en modtager, som patienten har i et bælte, til Tyskland, hvor en gruppe læger ser billederne igennem.

I filmklippet ses pillekameraets vej gennem tarmene.
De to kameraer tager 400.000 billeder i løbet af de seks til otte timer, turen tager.

Metode med indbyggede fordele

- Metoden har mange fordele, idet den både er smertefri og nem at have med at gøre. Man kan endda udføre undersøgelsen derhjemme, hvor en hjemmesygeplejerske kommer med bæltet og henter det igen, når kapslen er nået igennem systemet, siger Gunnar Baatrup.
Håbet er, at undersøgelsen med pillekameraet på længere sigt vil kunne fritage to tredjedele af patienterne i screeningsprogrammet for en kikkertundersøgelse. Efter screeningsprogrammets indførelse har afføringsprøverne vist sig at være mere følsomme end forventet, så der hvert år udføres 3000 kikkertundersøgelser mod de forventede 2000.

- Hvis de 3000, der får et positivt svar på afføringsprøven, bliver tilbudt undersøgelse med pillekameraet, vil vi få nogle langt mere præcise svar, og vi regner med, at kun 1000 herefter vil have brug for en kikkertundersøgelse.
Når man ikke med det samme erstatter kikkertundersøgelsen eller endda afføringsprøven med den mere behagelige undersøgelse med pillekameraet, skyldes det dels økonomi, dels at den endnu ikke er så præcis som kikkertundersøgelsen.
- Men vi kan skære betragteligt i antallet af kikkertundersøgelser og undgår dermed en række komplikationer, mener Gunnar Baatrup.

Projekt med tre faser

Kirurgisk Forskningsenhed samarbejder med Region Syddanmark, Sundhed.dk og innovationsenheden CIMT om projektet, som skal gennemføres i tre faser:
I første omgang vil 250 deltagere med en positiv afføringsprøve få både kikkertundersøgelse og undersøgelse med pillekameraet.
I anden fase vil man sammenligne kikkertundersøgelsen med røntgen på 50 deltagere.
Og endelig vil forskerne, hvis de to første faser lykkes, tilbyde 3000 deltagere en undersøgelse med pillekameraet i stedet for en kikkertundersøgelse.

Fase 1 sættes i gang i april

Gunnar Baatrup forventer at sætte gang i første fase i april i år og flere internationale forskere har allerede vist interesse for et muligt samarbejde, så projektet og mængden af data, der vil komme patienterne til gode, kan blive endnu større.

FAKTA


Hvert år afleveres mellem 20.000 og 25.000 afføringsprøver, og 3000 viser et resultat, der skal undersøges nærmere. Af de 3000 patienter vil kun 1000 skulle igennem en kikkertundersøgelse, hvis projektet med pillekameraerne viser det forventede resultat.
Pillekameraer bruges allerede flere steder til undersøgelser for tyndtarmslidelser, men projektet fra Kirurgisk Forskningsenhed er det første, der tager metoden i brug til at opdage tyktarmskræft hos screeningspatienter.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies