International hæder til SDU-forsker

Professor Peter Bie, Institut for Molekylær Medicin på SDU, er blevet tildelt en af verdens mest prestigefyldte priser inden for sit område fra American Physiological Society; den såkaldte Ernest H. Starling Distinguished Lecturer.

Starling award er uddelt siden 1992. Det er fjerde gang den går til en europæer og første gang til en skandinavisk forsker. Udover hæderen indebærer prisen, at Peter Bie holder foredrag på ”Experimental Biology”, EB-kongressen, som i 2017 afholdes i Chicago. EB-kongressen arrangeres af en række amerikanske biologiske selskaber i forening og er den største årlige kongres indenfor feltet, normalt med 12.000-15.000 deltagere.

Peter Bie hædres for sin indsats indenfor væskebalance- og blodtryksforskning, hvor han har bidraget til den samlede forståelse af det komplekse samarbejde mellem hjernen, hjertet og nyrerne i reguleringen af blodtrykket. Hans eksperimentelle arbejde med dyremodeller og undersøgelser af raske og syge mennesker har ændret på traditionelle forestillinger om, hvordan nyrerne i visse situationer er herre over den samlede regulering og under andre omstændigheder er underlagt signaler fra hjerne og hjerte. Foredraget i Chicago har titlen ’Mechanisms of sodium balance’.

Mød forskeren

Professor emeritus, cand.med.,dr.med. Forskningsenheden for Kardiovaskulær og Renal Forskning, Institut for Molekylær Medicin.

Peter Bie

Nyheder fra Sundhedsvidenskab
Sund nyhedsbrev

Tilmeld dig nu

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies