SDU og OUH vil være blandt Europas bedste til forskning i spiserørs- og bugspytkirtelkræft

Med udnævnelsen af svenske Lars Ragnar Lundell som adjungeret professor i mave-tarm kirurgi opruster Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital indsatsen og samarbejdet på internationalt plan.

Professor Lars Ragnar Lundell er kirurg på Karolinska Universitetshospital i Stockholm. Hans ekspertise som forsker og kirurg er indenfor den øvre del af tarmkanalen. Han er højt respekteret i hele verden. Hans forskning dækker både godartede og ondartede mave-tarmsygdomme.

Sammen med kirurgkollegerne på Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, Syddansk Universitet, vil han de næste fem år arbejde på at få aksen mellem Karolinska og SDU helt i top på skandinavisk og europæisk niveau indenfor integreret mave-tarm kirurgi.

”Professor Lundell vil arbejde tæt sammen med Kirurgisk Forskningsenhed på OUH om udviklingen af et skandinavisk netværk, der skal styrke behandlingen af kræft gennem et forskningssamarbejde om sygdomme i spiserøret og den øvre del af tarmkanalen,” siger Claus Hovendal, professor i Kirurgisk Gastroenterologi og Endokrinologi på SDU.

Lars Ragnar Lundell har i sin forskningsmæssige karriere publiceret 220 artikler, primært med fokus på den medicinske og kirurgiske behandling af sygdomme som brok og kræft i spiserøret og i bugspytkirtlen.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies