Det rigtige lægemiddel til den rigtige patient

Tore Bjerregaard Stage modtager 10 mio. kr. fra Lundbeckfonden til nyt projekt: Hvad sker med lægemidlerne i kroppen hos diabetespatienter?

Tore B. Stage, farmaceut og lektor ved forskningsenheden Klinisk Farmakologi og Farmaci, SDU, forsker i præcisionsmedicin, som er kunsten at udvælge det rigtige lægemiddel til den rigtige patient. Han er blandt årets modtagere af et af de eftertragtede Lundbeckfonden Fellowships på 10 mio. kr.

Han har fået bevillingen til et projekt, hvor han vil finde sammenhængen mellem type 2 diabetes, og hvordan lægemidler fordeles og nedbrydes i kroppen. Idéen er baseret på et tidligere fund, hvor han viste, at blodfortyndende medicin holder op med at virke, når patienter med type 2 diabetes behandles for deres sygdom.

- Vi så, at patienter med type 2 diabetes, som igangsatte behandling med blodsukkersænkende behandling, fik markant dårligere effekt af deres blodfortyndende behandling. Dette var overraskende fos os, da vi ikke havde nogen mekanistisk forklaring på dette fænomen, fortæller Tore B. Stage.

Mere præcisionsmedicin

Lægemidler virker meget forskelligt på individer og det er vigtigt at afklare hvorfor. Med denne viden vil læger bedre kunne målrette behandlingen, så færre patienter får medicin, der ikke virker eller fremkalder alvorlige bivirkninger. Dette projekt vil bidrage til præcisionsmedicinering ved behandlingen af patienter med type 2 diabetes.

- Hvis vores mistanke om at mange forskellige lægemidler holder op med at virke, når man igangsætter blodsukkersænkende behandling, vil det have stor betydning for, hvordan man behandler patienter med type 2 diabetes; ikke kun med blodsukkersænkende medicin, men også anden medicinsk behandling, som de benytter.

Netop type 2 diabetes giver anledning til mange andre behandlingskrævende sygdomme, og derfor benytter type 2 diabetikere ofte flere forskellige lægemidler.

- Det er estimeret, at flere hundrede millioner lever med type 2 diabetes, og derfor er det afgørende, at vi kan målrette behandlingen af denne sygdom.

Translationel forskning

Med bevillingen får Tore B. Stage muligheden for at etablere en forskningsgruppe i translationel farmakologi, hvor laboratorieforskning og klinisk forskning hænger tæt sammen.
Det betyder at Tore B. Stage og hans forskerteam både vil arbejde med humane leverceller, kliniske forsøg hos patienter med type 2 diabetes og befolkningsstudier baseret på registre for at nå frem til de ønskede resultater.

- I translationel forskning kombinerer man typisk laboratoriearbejde med klinisk forskning. Det er en fordel, fordi man kan forklare molekylære mekanismer i laboratoriet, som ikke er muligt hos patienter. Samtidig kan man eftervise fund fra laboratoriet i kliniske forsøg og dermed styrke kvaliteten og validiteten af forskningen markant.

Dette kræver dog, at man spreder sig over mange felter og forskningsområder, og der skal derfor både rekrutteres biomedicinere, farmaceuter og læger til projektet og forskningsgruppen. 

- Jeg er meget glad for at få muligheden for at fokusere min forskning over de næste fem år med et Lundbeckfonden Fellowship. Vi får muligheden for at indkøbe laboratorieudstyr og etablere en 3D-model af humane leverceller. Begge dele vil kunne bruges mange år ud i fremtiden og vil øge kvaliteten af vores forskning markant.

Mød forskeren

Tore Bjerregaard Stage er farmaceut og lektor i forskningsenheden Klinisk Farmakologi og Farmaci under Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU. Fotokredit: Heidi Lundgaard

Kontakt

Nyheder fra Sundhedsvidenskab
Sund nyhedsbrev

Tilmeld dig nu

Om fellowships fra Lundbeckfonden:

Fonden har for 13. gang udnævnt Lundbeckfonden Fellows, denne gang 10 forskere fra hvert sit forskningsområde. Hver modtager får 10 mio. kroner til et forskningsprojekt.  Fellowship-programmet handler om at styrke og udvikle talentet og om at give de mest lovende forskere friheden til at etablere deres egen forskningsinteresse. 

Læs mere om modtagerne