SDU først i Danmark med 22 nye kandidater i Fysioterapi

”Det er jer, der skal vise vejen,” sagde dekan Ole Skøtt til de 22 kandidater i fysioterapi, som i dag fik overrakt kandidatbeviser. De er de første Danmark og kan nu kalde sig cand.scient. i fysioterapi.

Danmarks første kandidater i Fysioterapi. Syddansk Universitet, juni 2013

Konferencelokale U100 var pænt besøgt af venner og familie til de nye kandidater, da lektor, ph.d. og studieleder for uddannelsen, Hans Lund, bød velkommen og gav ordet til dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Ole Skøtt.

I sin tale takkede Ole Skøtt de studerende for at være med til at skabe universitetet.

”Nogle betragter et universitet som forskere og undervisere. Men de vigtigste er de studerende. Uden jer intet universitet, sagde Ole Skøtt.

Igen og igen blev det fremhævet, at dette års kandidater i fysioterapi er de første i Danmark. Det faktum kom dekan Ole Skøtt naturligvis også ind på i sin tale.

”Det bliver jer, der skal vise vejen for de kommende kandidater. Jeres første møde med sundhedsvæsenet bliver afgørende for, hvordan de vil betragte jer med den nye uddannelse. Jeg håber, de vil tage imod jer med åbne arme, for der er brug for jer,” pointerede Ole Skøtt, inden han slutteligt ønskede alle kandidater tillykke med uddannelsen. Johnny Kuhr

Den tidligere formand for Danske Fysioterapeuter, Johnny Kuhr (foto) var den næste på talerstolen. For ham var det lidt en drøm, der gik i opfyldelse.

”I repræsenterer på mange måde det kompetenceniveau, jeg har haft som drøm for professionen. Der er få dage i ens liv, hvor man med stor begejstring kan slå ud med armene og udbryde: Yes – we did it. I dag er sådan en dag. Det er en mærkedag og en milepæl – både for jer og for faget,” sagde Johnny Kuhr blandt andet i sin tale til de nye kandidater.

 

 

 

Tina Lambrecht

Tina Lambrecht (foto), som er den nuværende formand for Danske Fysioterapeuter, havde også nogle ord til kandidaterne.

”Det er en stor dag for jer. Men det er også en stor dag for os, for det er jer, der skriver historie, da I er de første kandidater i fysioterapi i Danmark. Danske Fysioterapeuter fylder snart 100 år, og I har allerede skrevet jer ind i historien, fortalte Tina Lambrecht.

Hun benyttede samtidig muligheden til at takke Syddansk Universitet for et fremragende samarbejde og Johnny Kuhr for sit store arbejde i bestræbelserne på at få stablet kandidatuddannelsen på benene.

 

 

Hendes tale blev efterfulgt af Sarah Louise Kroman, der holdt tale som repræsentant for kandidatholdet. I sin tale kom Sarah ind på, hvor dygtige og kompetente underviserne under hele forløbet har været. Til slut roste hun også sine medstuderende for at være søde, rare og helt nede på jorden.

”Hvis fremtidens fysioterapeuter er af samme støbning som jer, så går faget en sikker fremtid i møde. Jeg vil gerne minde jer om, at vi skriver historie i dag – og vi bør være så mega stolte af os selv,” sluttede Sarah Louise Kroman sin tale.

Inden receptionen, som Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet var vært for, kunne gæsterne nyde Mydtskov/Nordan Duo, som underholdt med jazzmusik.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies