Ny professor i strålefysik ved SDU og OUH

Hospitalsfysiker Carsten Brink er tiltrådt et nyoprettet professorat i strålefysik ved Syddansk Universitet og Radiofysisk Laboratorium, Odense Universitetshospital.

”- Professoratet skal ses som en yderligere styrkelse af kræftforskningen på OUH”, siger lægelig direktør Kim Brixen og fortsætter ”- Carsten Brinks forskning omfatter især optimering af strålebehandling, der er en central del af behandlingen ved en lang række kræftsygdomme”.

Carsten Brinks forskning kan groft deles op i tre områder: analyse af medicinske billeder, statistisk modellering af reaktion på strålebehandling og optimering af work-flow.

Medicinske billeder (fx røntgenbilleder, CT- og MR-skanninger) bruges i stor stil i forbindelse med udredning og behandling af kræftpatienter. En stor del af disse billeder bruges til at udpege kræftsvulsten og det normale væv så præcist som muligt. Udover disse geometriske værdier er der dog også en lang række af biologiske informationer ”gemt” i billederne. Carsten Brinks forskningsgruppe på Radiofysisk Laboratorium arbejder på at udvikle metoder, der med baggrund i medicinske billeder kan forudsige den enkelte patients reaktion på strålebehandling. Bedre viden om effekten af bestrålingen hos den enkelte patient vil gøre det muligt i højere grad at individualisere behandlingen af den enkelte patient.

Analyse af effekten af strålebehandling kompliceres af, at der er stor variation mellem de enkelte patienter reaktion på behandlingen. Med en baggrund som ph.d. i fysik og en stor interesse for statistiske metoder har Carsten Brink udviklet software, der kan opsamle og analysere data om patienters strålebehandling fra hele landet. Det er derfor nu muligt for nationale forskningsgrupper at lave langt mere detaljerede analyser end hidtil.

”En stor del af Carsten Brinks forskning vil have fokus på effekten af behandling af ældre patienter, der udgør en stigende del af kræftpatienterne” udtaler institutleder for Klinisk Institut Kirsten Ohm Kyvik, som fortsætter: ”Forskning i effekten af behandling på ældre understøttes af et OUH's eliteforskningscentre, AgeCare, idet Carsten Brink leder et af projekterne i dette center”.

For en række kræftformer afhænger succesen af behandlingen delvist af, at behandlingen igangsættes hurtigt. Det er derfor vigtigt, at arbejdsgangene omkring servicering af acceleratorerne samt planlægning og udførsel af strålebehandlingen optimeres, så ventetiden reduceres mest muligt. Ud over de forskningsmæssige opgaver skal Carsten Brink medvirke til at indføre nye metoder, der forbedrer det generelle work-flow i afdelingen.

Carsten Brink er cand.scient. i fysik (1993) og ph.d. (1996) fra Århus Universitet, blev uddannet som hospitalsfysiker 2000 og har desuden en diplomuddannelse i Ledelse i Sundhedsvæsnet (2006).

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies