Hormonforstyrrende kemikalier kan måles hos næsten alle Odenseanske gravide

En række forskellige hormonforstyrrende stoffer blev målt i blod eller urin hos 565 gravide, der deltager i Odense Børnekohorte i følge forskningsleder Tina Kold Jensen, Syddansk Universitet

Det drejer sig om stofferne phthalater, parabener, solfiltre, bisphenol A, triclosan og perflourerede kemikalier. Disse findes i en lang række forbrugerprodukter, som f.eks. plastblødgørere, i opløsningsmidler og cremer, ved fremstilling af legetøj, medicinsk udstyr, solfiltre, kosmetik, byggematerialer, plastik, overfladebehandling af regntøj, møbler, tøj og teflon og fødevareindpakning. Vi er derfor alle udsat for disse stoffer i hverdagen og flere undersøgelser peger på, at de kan være hormonforstyrrende, især det ufødte foster menes at være særligt følsomt. Hos næsten alle gravide kunne disse forskellige kemikalietyper måles.

Undersøgelserne er lavet i samarbejde mellem Odense Børnekohorte, Afdelingen for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet og Miljømedicinsk Afdeling på Syddansk Universitet som et projekt under Center for Hormonforstyrrende Stoffer, der er finansieret af Miljøstyrelsen.

”Det er tankevækkende, at næsten alle de forskellige stofgrupper kan måles hos de fleste gravide” udtaler professor Tina Kold Jensen, der er forskningsleder i Odense Børnekohorte. ”Den gode nyhed er dog, at de fleste stoffer måles i lavere niveauer end blandt europæiske og amerikanske gravide kvinder, hvilket kan tyde på, at Miljøstyrelsen kampagner og lovgivning har virket”, fortsætter hun. Forskerne har endnu ikke set på sammenhængen mellem moderens udsættelse for disse stoffer og fosterets vækst og forplantningsevne, de kan endnu ikke sige noget om betydningen af disse fund.   

Hvordan kan gravide fremover undgå kemikalier?

 

I jordemoderkonsultationen på Odense Universitetshospital vejledes gravide både ved første konsultation, men også undervejs. ”Viser det sig, at den gravide arbejder under forhold, der giver anledning til bekymring, opfordres hun til at tale med sin arbejdsgiver og evt. egen læge”; udtaler afdelingsjordemoder Ulla Rudbeck. Men tilføjer samtidig; ”Forskningsindsatsen vedrørende kemikalier bør forstærkes. Det er i dag svært både for de gravide selv, men også fagpersoner at holde styr på de mange anbefalinger”.

Miljøstyrelsen har udgivet gode råd om, hvordan man mindsker risiko for kemi i hverdagen både som gravid, men også for børn. Læs mere her:

http://mst.dk/groenne-tips/gravide-og-om-boern/gode-vaner-til-gravide-og-ammende/

og http://mst.dk/groenne-tips/gravide-og-om-boern/boern-og-kemikalier/

 

Om Odense Børnekohorte

 

Odense Børnekohorte – et projekt om sundhed følger 2.552 odenseanske børn fra fosterstadiet til deres 18. år for at få ny og mere detaljeret viden om, hvad der fremmer børns sundhed. Projektet startede i 2010 og indeholder en lang række underprojekter, der hver især har fokus på forskellige sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende problematikker. 

Læs mere om Odense Børnekohorte på www.odense.dk/odensekohorten

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies