Ny adjungeret professor ved Rygcenter Syddanmark

Anne Grethe Jurik er pr. 1. februar 2014 ansat som adjungeret professor i radiologi ved Medicinsk Rygafdeling, Rygcenter Syddanmark i Middelfart, og Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet.

På Rygcenter Syddanmark er billeddiagnostik en væsentlig del af den kliniske udredning af patienter med rygsmerter og derfor også en naturlig del af den forskning, der udspringer fra rygcentret.

Med ansættelsen af Anne Grethe Jurik styrkes både de forskningsmæssige og de radiologiske kompetencer - især inden for MR-skanning - på Rygcenter Syddanmark. Anne Grethe Jurik kommer med en bred radiologisk uddannelse, herunder en lang uddannelse i reumatologisk radiologi. Hendes kliniske såvel som forsknings- og udviklingsmæssige arbejde har i årenes løb gjort hende internationalt anerkendt som ekspert inden for den muskoloskeletale radiologi med fokus på patienter med rygsmerter - og hendes spidskompetence er gigtforandringer i rygsøjlen (spondylartropatier).

Anne Grethe Jurik er og har således været medlem af både nationale og internationale arbejdsgrupper inden for det radiologiske område, herunder Assensment of Sponduloatrhritis Society (ASAS), EULAR task force gruppe, der udstikker anbefalinger til brugen af billeddiagnostik i forbindelse med spondylatropatier i den kliniske praksis, og endelig i OMERACT (Outcome Measures in Rheumatology clinical trials).

Anne Grethe Juriks profil ligger i tråd med Rygcenter Syddanmarks faglige såvel som forskningsmæssige profil. Gennem flere år har hun da også haft forskningssamarbejder med forskere på rygcentret, senest som medvejleder på ph.d.-projektet The uses of magnetic resonance imaging in the early diagnosis of spondylatrhritis, som ph.d.-studerende Bodil Arnbak netop har afleveret, og hvis resultater forventes at få stor international bevågenhed. Håbet er, at disse samarbejder nu vil styrkes og udbygges yderligere.

Som adjungeret professor vil Anne Grethe Jurik primært blive tilknyttet forskningsprojekter og ph.d.-afhandlinger, der relaterer sig til hendes særlige kompetencefelt, og hvor rygcentret kan trække på hendes radiologiske kompetencer.

Anne Grethe Jurik er tildelt titlen for perioden 1. februar 2014 - 31. januar 2019.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies