Hollandsk professor til Telepsykiatrisk Center

Telepsykiatrisk Center har i samarbejde med Klinisk Institut på SDU ansat den hollandske professor Heleen Riper som adjungeret professor.

Heleen Riper er en af Europas førende forskere indenfor telepsykiatri, og hun skal være med til at etablere et stærkt forskningsmiljø i Region Syddanmarks telepsykiatriske satsning.

Brugen af telemedicin og andre digitale redskaber i arbejdet med mental sundhed er netop nu i hastig fremgang, og der udvikles hele tiden nye teknologiske løsninger, der gør det muligt at udvikle nye former for behandling. Derfor er det med stor glæde, at Telepsykiatrisk Center under Psykiatrien i Region Syddanmark nu kan offentliggøre ansættelsen af den hollandske forsker Heleen Riper som adjungeret professor ved centeret.

Heleen Riper er hollænder og er en af Europas førende forskere indenfor telepsykiatri. Den 56-årige professor har gennem sin karriere forsket i udvikling og implementering af forskellige behandlingsformer med udgangspunkt i nye digitale medier. Hun har blandt andet forsket i brugen af internetbehandling hos patienter med depression, angst og alkoholproblemer.

- Vi er meget stolte over, at det er lykkedes os at få en international kapacitet som Heleen Riper tilknyttet Telepsykiatrisk Center. Med hende som adjungeret professor har vi taget et stort skridt på vej mod etableringen af et stærkt forskningsmiljø omkring brugen af telepsykiatri, siger den daglige leder af Telepsykiatrisk Center, Claus Færch.

Ansættelsen af Heleen Riper er finansieret af Forskningsstrategirådet i Psykiatrien i Region Syddanmark og sker i samarbejde med Klinisk Institut på SDU.

Som det første sted i landet åbnede Psykiatrien i Region Syddanmark i november 2013 et Telepsykiatrisk Center. Centeret har til opgave at styrke arbejdet med brugen af nye elektroniske og digitale redskaber i behandlingen af patienter med psykiske lidelser.

Det kan eksempelvis være opfølgende samtaler med patienter via en skærm, udvikling af apps til særlige grupper af psykisk sårbare eller behandling af depression via internettet.

- Der er ingen tvivl om, at brugen af telepsykiatri og andre digitale løsninger i fremtiden vil blive mere og mere udbredt. Derfor er det vigtigt, at vi får forsket i brugen af disse løsninger og behandlingsformer, så vi kan sikre, at der er evidens for de metoder, vi benytter os af. Det handler om at sikre, at vi er i stand til at give patienterne den bedst mulige behandling, siger Anders Meinert Pedersen, der er lægefaglig direktør og formand for forskningsstrategirådet i Psykiatrien i Region Syddanmark.

Heleen Riper holder sin tiltrædelsesforelæsning på Klinisk Institut i begyndelsen af det nye år. Allerede inden kan hun dog opleves som en af hovedtalerne i forbindelse med Psykiatriens Forskningsdag, som afholdes 1. december.

- Jeg glæder mig til at blive tilknyttet Telepsykiatrisk Center, og jeg ser frem til samarbejdet om forskningen. Der er et stort potentiale i brugen af nye medier og nye teknologiske løsninger til evidensbaseret forebyggelse og behandling indenfor psykiatrien. Det bliver spændende at være en del af de mange nye nationale og internationale forskningsprojekter, som vi skal lave sammen på centeret, siger Heleen Riper.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies