Forskere opfordrer til forsigtighed omkring brugen af ADHD-medicin

En international forskergruppe, der udspringer fra Psykiatrisk Forskningsenhed i Region Sjælland og Syddansk Universitet har undersøgt effekt og bivirkninger ved brugen af methylphenidat til børn og unge med ADHD.

Methylphenidat (mere kendt under blandt andet produktnavne som Ritalin®, Concerta®, Medikinet®, og Equasym®) er i mere end 50 år blevet brugt til at behandle børn og unge med ADHD. Indtil nu har man ment, at der var klar evidens på området, men der viser sig at være metodologiske problemer med mange studier, og bivirkningerne har ikke været tilstrækkeligt undersøgt i de kliniske studier. Forskerne har samlet al tilgængelig evidens på området i et såkaldt Cochrane review, der via en række meta-analyser, undersøger effekten på ADHD-symptomer, generel adfærd, samt på livskvalitet. Alle studier har metodologiske problemer, hvilket medfører usikkerhed, om hvorvidt der er en effekt.  Mange af børnene og de unge oplever en del mindre alvorlige bivirkninger såsom søvnforstyrrelser og formindsket appetit, men ingen alvorlige bivirkninger.  Dette er medvirkende til, at forskergruppen i en international pressemeddelelse opfordrer til forsigtighed med brugen af denne medicin.

Denne forskning understreger behovet for store langvarige randomiserede kliniske forsøg i god kvalitet for bedre at kunne afgøre effekten af denne medicin.

Forskerne understreger dog, at er vigtigt at lytte til ”klinikernes erfaring”.  Det er derfor væsentligt, at lægen fortsætter behandlingen med methylphenidat, hvis barnet eller den unge oplever, at medicinen hjælper og ikke oplever bivirkninger. Patienter og forældre bør ikke stoppe behandlingen uden at rådføre sig med behandlerne.   

Cochrane-reviewet inkluderer data fra 185 randomiserede kliniske forsøg (RCT), som inkluderer mere end 12.000 børn og unge fra 3-18 år. Disse RCTs har været udført i USA, Canada og i Europa og sammenlignede methylphenidat med placebo eller ingen behandling.  

Den 18 personer store forskergruppe er ledet af seniorforsker Ole Jakob Storebø fra Psykiatrisk Forskningsenhed og B&U, Region Sjælland, samt SDU.  Fra Region Sjælland har også afdelingslæge Bente Forsbøl, B&U, forskningschef Erik Simonsen samt fem medicinstuderende ansat i forskningsår deltaget. Arbejdet er foregået i tæt samarbejde med dr.med. Christian Gluud og dr.med. Maria Skoog fra Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet samt forskere fra Indien, England, Australien, USA og Malta. Resultaterne af forskningen offentliggøres den 25. november i Cochrane Library og den 26. november i the BMJ.

Anden del af dette projekt omhandler et Cochrane review, der analyserer mængden af bivirkninger ved brugen af methylphenidat undersøgt i observationelle studier. Dette arbejde er i fuld gang og forventes afsluttet og publiceret i 2016.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies