Menu

Syddansk Universitet leverer ny direktør til KORA

Når der i fremtiden skal tages centrale beslutninger for vidensorganisationen KORA, er det en forsker fra Syddansk Universitet, som sidder for enden af bordet.

Institutleder Mickael Bech bliver ny direktør for KORA fra den 1. oktober. Det er en erfaren mand, KORA får på posten, for 42-årige Mickael Bech har i en årrække forsket i den økonomiske organisering af sundhedsvæsenet samt været leder for COHERE, Centre of Health Economics Research. Siden november 2014 har han været leder af Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi.

Forskningen på KORA er nøje afstemt med samfundets efterspørgsel efter viden, og det betyder, at den kan bruges som grundlag for beslutninger eller er med til at finde nye måder at løse samfundsmæssige udfordringer.

- Jeg glæder mig til at bringe viden i anvendelse, og jeg glæder mig til at komme tættere på praksis, men stadig opretholde en høj kvalitet i den viden, der bliver frembragt, siger Mickael Bech.

Ekstraordinær indsats

Michael Bech har haft 80 dedikerede medarbejdere under sig på Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi.

- Jeg har været privilegeret ved at være institutleder for et stærkt og spændende institut. Jeg kommer til at savne instituttets dygtige og dedikerede medarbejdere, som alle har været med til at sikre et spændende og godt arbejdsmiljø, siger Mickael Bech, som i fremtiden vil stå i spidsen for 110 ansatte på KORA.

Dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Nikolaj Malchow-Møller, er glad for at se, at ledere fra SDU er efterspurgte uden for universitetet.

- Stillingen som direktør for KORA er både en spændende og betydningsfuld stilling, og derfor er det med stor stolthed, at vi siger farvel til Mickael. Samtidig kommer vi til at savne ham. Han har været en fantastisk kollega og har ydet en helt ekstraordinær stor indsats som institutleder både på sit institut og på fakultetet i forbindelse med vores igangværende strategiske proces. Her har han været både en kæmpe drivkraft for de forandringer, vi gerne vil skabe, og en vigtig samlende figur i bestræbelserne på at skabe ét fælles fakultet. Jeg ønsker Mickael al mulig held og lykke.

Mickael Bech glæder sig til nye udfordringer, men vil fortsat have et øje på udviklingen på SDU.

- Det bliver vemodigt ikke at skulle følge udfoldelsen af den besluttede strategi på Samfundsvidenskab. Strategien for fakultetet er en god og stærk markering af retningen på hele fakultetet, og jeg vil med stor interesse følge med i udviklingen på SDU, siger den kommende direktør.

KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, laver analyser og forskning om og til kommuner og regioner. KORAs mål er at bidrage med viden, som kan fremme kvalitetsudvikling, bedre ressourceanvendelse og styring af den offentlige sektor. Organisationen er uafhængig og hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies