Skip to main content

Hvorfor vælge den undersøgende linje?

Du blev journalist, fordi du ville gøre en forskel og afsløre uret

Mange kan skrive og publicere - få mestrer den grundige, vedholdende research

Du lærer at finde de gode historier, der egner sig til det undersøgende – og holde fast i dem

Du lærer at holde styr på et omfattende materiale og finde historierne i det

Du lærer moderne digitale researchmetoder – og de klassiske

Du lærer at formidle svært stof, så brugeren vil have mere

Du møder andre, som brænder for det samme som dig

 

Bliv en fremragende undersøgende journalist

Den undersøgende journalist kan intet frit demokrati undvære, og på vores kandidatuddannelse i journalistik udbyder vi en særlig linje i undersøgende journalistik. Her kan du lære at finde de gode historier ved hjælp af aktindsigter, dokumenter og data fra offentlige kilder eller ved hjælp af data, som du selv scraper, så du har grundlaget for de bedste solohistorier.

Vi starter i den klassiske, undersøgende journalistik med kritiske interviews, aktindsigter, faktatjek og grundighed. Du kommer til at lave din egne projekter - alene eller i grupper. Du lærer, hvor du kan lede efter historierne, hvordan du bedst kan strukturere dit researchmateriale, og hvordan du planlægger forløbet fra første søgning til sidste anslag eller soundbite.

Den vedholdende graver skal kende sine data og vide, hvordan man analyserer dem. På den undersøgende linje lærer du at verificere kilder fx. ved hjælp af osint og dermed lave dybdegående faktatjek. Alt i alt lærer du både de klassiske dyder som vedholdende graver, og alle de værktøjer en moderne digital undersøger skal kende.

Den undersøgende journalist formår at formidle fakta, så det fænger. Derfor er formidling en vigtig del af det, du lærer. Du får værktøjer til digitale visualiseringer og du arbejder med plot, personer og dramaturgi.

De undersøgende fag på SDU er nemme at følge ved siden af dit arbejde. Fagene afvikles som en blanding af digitale moduler, du kan se, når du vil, og hvor du vil. Af digitale møder og undervisningsseancer live. Af vejledning og opgaver. Vi tilbyder også forløb, hvor vi anbefaler fx en konference eller en bogserie, du kan arbejde ud fra, eller du kan selv sammensætte indhold om dokumentarisme og undersøgende journalistik og få vejledning til at lave opgaver ud fra det. Du er naturligvis også velkommen til at vælge fag på andre danske eller udenlandske universiteter – eller blande fag fra linjen her med andre fag på SDU.

Hvordan kan man tage uddannelsen?

Der er to måder man kan læse Undersøgende journalistik linjen på: Man kan enten tage den på Cand.Public, der  er en to-årig kandidatuddannelse i journalistik på Syddansk Universitet, eller man kan læse det som enkeltfag på universitetet.

 

Cand.public

Cand.public-uddannelsen er til dig der vil være dygtigere til journalistik, lære nye discipliner, vil specialisere sig, fordybe sig i faget eller få inspiration og kvalifikationer til at skifte retning i arbejdslivet.

 

Du kan læse mere om cand.public-uddannelsen her og hvad det kræver for at blive optaget 

Mød underviserne på Undersøgende journalistik

 Christian Erin-Madsen, journalistisk lektor

Hvem får noget ud af det? Hvem går det ud over? Hvem er ansvarlige, og hvorfor er det interessant?

Hv-spørgsmålene er støbt ind i fundamentet for Christians tilgang til at undervise i undersøgende journalistik. Han har en baggrund som graverjournalist på det undersøgende medie Danwatch og har blandt andet rejst spidsen syd for Vietnams Mekong-delta tyndt. Det handlede om at dokumentere en rådden industri, der producerer kæmperejer og sender mange af dem til Danmark. Han har tilbagelagt over 3.000 km i Argentinas regioner for at møde mennesker, der bliver dødeligt syge af pesticider sprøjtet over enorme sojamark-arealer. Soja, der i vidt omfang bliver bestilt af danske landmænd. Tilgangen hedder altid: ”Jagt ikke kun en enkelt skalp. Tænk altid på den større historie og hvilket problem i samfundet denne skalp repræsenterer.”

I 2016-17 tog Christian en MA i journalistik på Columbia Journalism School i New York, hvor han blandt andet fordybede sig i graverjournalistik og fortællende formater. To af New York Times’ graverjournalister, Walt Bogdanich og Chris Drew, er ophavsmænd til meget af den teori, Christian praktiserer i dag.

Til sin hovedopgave fulgte han en våbenklub for African-Americans, der fordoblede i størrelse, mens Donald Trumps popularitet voksede i 2016. Båret af frygt, lød analysen fra iagttagere. Han rejste til hovedsædet i Atlanta og fik adgang til at følge både de erfarne våbenbærere, men også mødre, der affyrede et våben for første gang. Titlen blev: “A welcome to arms: African-American gun owners join the club.”

Christian er på kandidatuddannelsen medansvarlig for det undersøgende forløb og vil søge at installere essensen for ethvert godt undersøgende projekt hos de studerende. Nemlig ”Skab overblik, strukturér og dokumentér alt. Gennemtjek det hele igen, selv når alt virker dokumenteret.”

Han brænder for genren uden sluk-knap og er altid frisk på at fordybe sig i ideer, research, metodegreb, selve fortællingen eller bare originale indfald inden for en genre, der er vigtigere end nogensinde at styrke i det danske og internationale mediebillede.

Didde Elnif, Journalistisk lektor

Senere møder du bl.a. Didde Elnif, der er digital haj, dygtig som få og også ophavskvinde til linjen,  og så bruger vi gerne mange gæsteundervisere, som har spritnye, aktuelle erfaringer, som vi kan lære af. 

Når dansk journalistiks mest prestigefulde pris, Cavlingprisen, bliver uddelt, er det Didde, som overrækker prisen og fortæller alle os andre, hvilke overvejelser, der ligger bag tildelingen. Hvervet som formand for Cavlingkomiteen er et godt udtryk for den respekt, der står om Diddes person, hendes evner, erfaring og det altid sikre blik for, hvad der er mindre god, rigtig god eller ligefrem prisvindende journalistik.

Diddes faglighed har et fundament af nysgerrighed og den bliver udvidet og inspireret af en evig opmærksom finger på pulsen. Det er altid hende, som har set en ny memetendens på Twitter, læst en uventet fagbog eller lagt mærke til en overraskende interviewmetode i en engelsk podcast, og dermed kan se og bruge uventede sammenhænge og eksempler i både sin undervisning, forskning og journalistik.

Didde er uddannet journalist fra DMJX (hvor hun også sad i skolens bestyrelse) og har en mastergrad i digital kultur fra Kings College i London. Siden har hun også taget en kandidatuddannelse i journalistik fra SDU (cand. public.), og som en af landets skarpeste digitale journalister, udviklere og tænkere har hun hen over årene arbejdet for blandt andet DR og Information, ligesom hun har været programchef for de sagnomspundne New Media Days-konferencer.

Ved journalistuddannelserne på SDU har Didde flere ansvarsområder. Udover at være underviser og forsker (ja, hun er i gang med en ph.d.-afhandling oveni alt det andet … som om hun ikke har grader nok), så er hun ansvarlig for kandidat-uddannelserne i Journalistik på SDU, og så er det Didde, der er hovedkraft og ophavskvinden bag den nye linje i undersøgende journalistik på cand. public.-uddannelsen.

 

 

Tag en kandidatuddannelse i journalistik - læs cand.public

Sidst opdateret: 20.10.2022