Menu
Nyhedsbrev

Tillykke, tillykke, tillykke! 3 priser uddelt på NAT

Annette Bauer-Brandl fra FKF fik årets Innovationspris. Forskningsformidlingsprisen gik til Mads Toudal fra FKF, og David Kyed fra IMADA er Årets Underviser 2018. Læs mere om prismodtagerne, og se videoen, hvor dekanen overrasker David Kyed.

Årets Underviser 2018 er David Kyed

Det er studerende fra IMADA, som har indstillet ham, og i motivationen står blandt andet:

"I anbefalingerne fremhæver de studerende Davids store overblik over emnet og struktur i kurserne, hans grundighed i gennemgangen af stoffet og hans klarhed til forelæsningerne. David tager de studerendes spørgsmål alvorligt, og han får ros for sin evne til at give konkrete og håndgribelige svar. Anbefalingerne viser tydeligt, at David, med høj faglig indsigt, tilstedeværelse, humor og stort engagement, har formået at levendegøre matematikkens væsen for de studerende, og gjort stof, som af nogle kan opfattes abstrakt, både spændende, tilgængeligt og interessant."

Modtager af fakultetets Innovationspris er Annette Bauer-Brandl

Fra motivationen:

I 2013 opfandt professor Annette Bauer-Brandl sammen med adjunkt Massimiliano di Cagno en kunstig tarmbarriere, som kan forudsige, hvorledes kendte såvel som nye lægemidler vil blive optaget af tarmen. Med denne information kan man forudsige, om lægemidler i tilstrækkelig grad optages af tarmen til, at de kan doseres i form af tabletter og kapsler. Opfindelsen vil gøre det muligt at reducere eller helt undgå dyreforsøg, når nye lægemidler skal tages i anvendelse og formuleres. Det er med stor entusiasme, at FKF indstiller Annette Bauer-Brandl til Innovationsprisen 2018 for at have bragt en grundvidenskabelig idé omkring lægemidlers transport gennem membraner hele vejen fra idé til færdigt produkt. Annettes arbejde understreger på bedste vis betydning og nyttiggørelse af forskning inden for teknologisk farmaci.

Annette Bauer-Brandl, hvad betyder det for dig at modtage prisen?

”Jeg glæder mig meget over at være i spidsen for hele farmaci-sektionen. Jeg sætter pris på, at vi bliver anerkendt for vores bæredygtige forskning, efter at vi ellers har været mest kendt for vores indsats i oprettelsen af farmaceutuddannelsen. Det ser ud til, at vores tematiske forskningssatsning (Drug Transport & Delivery, red.) sikrer os en spidsposition i det videnskabelige samfund. Det har også været spændende at indgå partnerskab med industrien, og vi har fået rigtig god støtte fra SDU RIO. Alt dette bliver nu synligt på fakultetet.”

Modtager af fakultetets Forskningsformidlingspris er Mads Toudal Frandsen

Fra motivationen:

Lektor Mads Toudal Frandsen er en fremragende forsker inden for partikelfysik. Han beskæftiger sig med fysikkens store uløste gåder, såsom påvisning af universets mørke stof og spørgsmålet om, hvorvidt kendte elementarpartikler er universets fundamentale byggestene eller ej. Et forskningsområde, som er svært at formidle til den brede befolkning - især unge. Dette er Mads meget bevidst om, og han brænder for og kan formidle sin viden på en alment forståelig måde. Mads' brede formidling af fysik har spillet en stor rolle for at bringe fysikken (herunder fysik­uddannelsen ved SDU) i almen bevidsthed og medvirket til den forholdsvist store fremgang i studentersøgningen til uddannelsen. Med kun fem års ansættelse som lektor ved SDU har Mads virkelig gjort en forskel, og han fortjener SDU's Forskningsformidlingspris.

Mads Toudal Frandsen, hvad betyder det for dig at modtage prisen?

”Jeg tager det som et stort skulderklap til formidlingsprogrammet Inspire Educate Innovate, som Claudia Hagedorn fra CP3, Allan Haurballe Madsen fra fakultetssekretariatet og jeg driver. Det er lykkedes os at tiltrække verdenskapaciteter, der har forelæst for vore egne studerende og for hundredevis af gymnasieelever. For eksempel inden for grundforskning med nobelprismodtager i fysik Samuel Ting og inden for avanceret industri med tidligere NASA-rumkaptajn og nuværende Boeing-rumfartsudvikler Chris Ferguson.  Prisen giver også motivation til at fortsætte arbejdet med de integrerede formidlingsinitiativer, vi i øjeblikket udvikler på skoleniveau i samarbejde med Ungdomsskolen i Odense og på gymnasialt niveau med Mulernes Legatskole og Odense-gymnasiernes talentprogram.  Her er det mit håb, at vi kan bidrage sammen med for eksempel LSUL og Kvantebanditter til at regionen bliver et kraftcenter for naturvidenskabelig undervisning og dermed også forskning.”

Med priserne følger kr. 25.000,- til udvikling af undervisning eller forskning.

De tre prismodtagere fra NAT er indstillet til de tilsvarende priser fra SDU, som bliver uddelt til Årsfesten.

Error while rendering view [CookieWarning].