Menu

Forskere opfordrer til akut indsats: Disse 15 dyrearter har den laveste chance for overlevelse

Klatrende rotter, havfugle og tropiske jordegern er blandt de 15 dyrearter, der har den absolut største risiko for at blive udryddet meget snart. Hvis vi skal redde dem og andre stærkt truede arter, er der brug for ekspertise og penge, konkluderer forskere i nyt studie.

En ny videnskabelig undersøgelse viser, at 841 truede dyrearter kan reddes fra udryddelse for ca. 1,3 mia. dollars om året. For 15 af arterne er chancerne for overlevelse dog meget lave.

Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Current Biology, og den konkluderer, at 841 truede dyrearter kan reddes ­- men kun hvis der gøres en indsats med det samme, og kun hvis der investeres anslået 1,3 mia. dollars årligt i at sikre arternes beskyttelse og forvaltning af deres levesteder.

Forskerholdet bag undersøgelsen er ledet af adjunkt Dalia A. Conde fra Syddansk Universitet og professor John E. Fa fra Imperial College. De har udviklet et indeks, der vurderer mulighederne for at bevare de enkelte arter ved hjælp af målbare indikatorer.

For at vurdere disse muligheder har forskerne taget følgende forhold i betragtning:

  1. Hvad er mulighederne for at beskytte arternes resterende levesteder? Vigtige faktorer her er økonomiske udgifter, politisk stabilitet og sandsynligheden for urbanisering i området.
  2. Hvad er mulighederne for at etablere beskyttede populationer af arterne i zoologiske haver? Vigtige faktorer er økonomiske udgifter og omfanget af ekspertviden om den enkelte art.

39 pct. har gode muligheder for at overleve

Ved hjælp af deres indeks har forskerne beregnet både udgifterne til og mulighederne for at bevare 841 arter af pattedyr, krybdyr, fugle og padder, der optræder på Alliance for Zero Extinction’s liste (www.zeroextinction.org) over dyr, der er kategoriseret som udryddelsestruede eller stærkt udryddelsestruede, og hvis levested er begrænset til enkelte lokaliteter.

"Disse lokaliteter er de mest uerstattelige af verdens vigtige biodiversitet-lokaliteter," siger Dalia A. Conde, der er hovedforfatter til artiklen.

Hun tilføjer:

"Undersøgelser som denne viser, at det haster med at gennemføre ledelsesmæssige tiltag, før det er for sent. Og det er bydende nødvendigt at finde løsninger for de arter, som vi fandt, har de laveste chancer for at overleve.”

Mens undersøgelsen viser, at 39 % af arterne har gode muligheder for bevarelse, viser den altså også, at mindst 15 arter er i overhængende fare for at uddø på grund af de dårlige muligheder for at bevare dem (se listen nedenfor).

Det amerikanske forsvar koster 500 gange så meget

Forskerne anslår, at de samlede udgifter til at bevare de 841 dyrearter i deres naturlige levesteder vil løbe op i mere end 1 mia. dollars om året. Udgifterne til supplerende bevaringsarbejde i zoologiske haver vurderes at være 160 mio. dollars.

"Selv om omkostningerne synes høje, er det afgørende af sikre disse arter, hvis vi ønsker at nedbringe udryddelsesraten inden 2020", siger medforfatter og professor Hugh Possingham fra The University of Queensland og tilføjer:

"Sammenlignet med udgifterne til andre offentlige sektorer - fx koster det amerikanske forsvar 500 gange mere – er udgifterne til beskyttelsen af lokaliteter med høj biodiversitet lave.”

Medforfatter, professor John E. Fa siger:

“Med dette arbejde kan man gøre sig håb om at redde mange truede arter fra udryddelse – men der skal handles med det samme. Og når det gælder arter, der er begrænset til ét levested, er der behov for en integrativ bevaringsindsats.”

Ifølge forskerne er det vigtigt at rette beskyttelsesarbejdet både mod arternes levesteder og mod de opdrætsprogrammer, som zoologiske haver kan tilbyde.

Medforfatter Dr. Onnie Byers, formand for IUCN SSC Conservation Breeding Specialist Group, siger:

 "Det handler ikke om, hvorvidt en art skal beskyttes i naturen eller i en zoologisk have. Det afgørende er en effektiv planlægning, der tillader den optimale udnyttelse af begrænsede ressourcer i naturen og i zoologiske haver."

Medforfatter Dr. Nate Flesness, videnskabelig direktør for The International Species Information System, siger:

"Vi vil gerne takke de mere end 800 zoologiske haver i 87 lande, der bidrager med data til International Species Information System. Det er disse globale data, der muliggør undersøgelser som denne.”

Medforfatter Dr. Markus Gusset fra World Association of Zoos and Aquariums siger:

"Tiltag, der spænder fra beskyttelse af levesteder til etablering af populationer i zoologiske haver. er nødvendige, hvis vi ønsker at øge chancerne for arters overlevelse."

De 15 arter med de laveste chancer for at overleve, er

Padder

  1. Lyciasalamandra billae, Tyrkiet. (Bay Lycian salamander)
  2. Perereca Bokermannohyla izecksohni, Brasilien.
  3. Hypsiboas dulcimer, Brasilien. (Campo Grande tree frog)
  4. Physalaemus soaresi, Brasilien. (Santa Cruz dwarf frog)
  5. Pseudophilautus zorro, Sri Lanka. (Zorro bubble-nest frog)
  6. Allobates juanii, Colombia.

Fugle

  1. Warshikh-busklærke, Mirafra ashi, Somalia.
  2. Tahitimonark, Pomarea nigra, Fransk Polynesien.
  3. Madeirapetrel, Pterodroma madeira, Madeira.
  4. Mascarenerpetrel, Pseudobulweria aterrima, Reunion Island.
  5. Grovnæbbet Tristanfinke, Nesospiza wilkinsi, Tristan da Cunha.
  6. Amsterdam-albatros, Diomedea amsterdamensis, Amsterdam Island.

Pattedyr

  1. Lophuromys eisentrauti, Cameroon. (Mount Lefo brush-furred mouse)
  2. Tylomys bullaris, Mexico. (Chiapan climbing rat)
  3. Geomys tropicalis, Mexico. (Tropical pocket gopher)

Deres ringe overlevelseschancer skyldes mindst to af følgende faktorer:

  • Høj sandsynlighed for at deres levesteder bliver omlagt til byer.
  • Politisk ustabilitet i området.
  • Høje udgifter til beskyttelse og forvaltning af deres levesteder.
  • Høje udgifter til at etablere populationer i zoologiske haver.
  • Der mangler tilstrækkelig viden og ekspertise om den enkelte arter.

Ref: Dalia A. Conde, Fernando Colchero, Burak Güneralp, Markus Gusset, Ben Skolnik, Michael Parr, Onnie Byers, Kevin Johnson, Glyn Young, Nate Flesness, Hugh Possingham & John E. Fa (2015): Opportunities and costs for preventing vertebrate extinctions. Current Biology 25 (6): R1-R3.

Fotos Øverst: Amsterdam-albatros/Vincent Legendre. I midten: Grovnæbbet tristanfinke/Peter Ryan. Nederst: Physalaemus soaresi/Ivan Sazima.

Kontakt Dalia A. Conde, Max-Planck Odense Center, Syddansk Universitet, e-mail: dalia@sdu.dk, telefon: +45 6550 2704.

Læs også

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies