Millioner til stofskifte-forskning

Forskere vil have bedre viden om, hvordan stofskiftet opfører sig i levende celler

Lektor Lars Folke Olsen, Institut for Biokemi og Molekylærbiologi, har modtaget 2.456.640 kr. fra Det Frie Forskningsråd/Natur og Univers til forskningsprojektet: Glycolysis and its regulation in intact yeast cells.

Projektets forskning skal give et bedre og mere realistisk billede af, hvordan stofskiftet opfører sig i levende celler.

Lars Folke Olsen forklarer, at i dag udforskes stofskifte ofte i miljøer, som ikke har meget tilfælles med det miljø, der findes i levende celler. Ifølge Lars Folke Olsen er der derfor brug for at skabe et miljø, der imiterer miljøet i virkelige celler.

"Vor forståelse af stofskiftets reaktioner og enzymers virkemåder i intakte celler bygger primært på undersøgelser af enzymer i fortyndede vandige opløsninger. Dette forhold er i modstrid med det miljø, som eksisterer i den intakte celle. Her sidder enzymer tæt sammen med andre enzymer og generelt er det intracellulære miljø tæt pakket med molekyler, hvilket kan ændre enzymers og andre proteiners egenskaber væsentligt.

Foreløbige undersøgelser af et enzym i en opløsning, hvor en del af vandet er udskiftet med protein, har vist, at enzymets egenskaber ændres, f.eks. evnen til at binde hæmmere.

I projektet vil vi undersøge, hvordan enzymer og stofskifte-reaktioner opfører sig i opløsninger, der er tætpakkede med proteiner og andre store molekyler for at kunne simulere de forhold, der eksisterer i den levende celle.

Ved at sammenligne undersøgelserne af enzymer i opløsninger, der imiterer det intracellulære miljø, med undersøgelserne i de intakte celler vil vi være i stand til at opstille realistisk matematiske modeller for, hvordan stofskifte-reaktionerne og stofskiftet generelt opfører sig i levende celler. Sådanne matematiske modeller kan anvendes til at forudsige, hvordan celler vil opføre sig, når de udsættes for indre og ydre påvirkninger.”

Lars Folke Olsen er leder af forskningsgruppen CelCom, der forsker i stofskifte. Læs mere om gruppens arbejde her.

Kontakt Lektor Lars Folke Olsen lfo@bmb.sdu.dk. Telefon: 65502482

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies