Rejsestipendium på 300.000 kr. til særligt talentfulde Nanna Holmgaard List

Ph.d. studerende Nanna Holmgaard List fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci er modtager af et EliteForsk rejsestipendium på 300.000 kr. Stipendiet gives af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannekser, og pengene skal bruges på længerevarende studieophold i udlandet.

Nanna Holmgaard List forsker i teoretisk kemi ved Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet, og hun har kig på studieophold i USA og Canada:

”Der er flere interessante forskningsgrupper i USA og Canada, bl.a. i Toronto. Stipendiet skal også bruges til kortere ophold ved andre internationale forskningsgrupper og til konferencedeltagelse”, siger hun.

At det lige blev kemi for Nanna Holmgaard List var lidt af et tilfælde:

”Det må i høj grad tilskrives to meget inspirerende undervisere på mit første studieår. Den analytiske tilgang har nok altid betaget mig, da den udover at kunne besvare vigtige spørgsmål også tillader en særlig form for fordybelse, der er en vigtig komponent for mig”, siger hun.

Nanna Holmgaard Lists ph.d.-projekt, ”Molecular Biophotonics”, har til formål at fremme udviklingen af biologisk inspirerede fotoniske materialer, relevante for især kunstig fotosyntese og biologiske sensorer. Projektet går på tværs af en række klassiske naturvidenskabelige discipliner og trækker meget på computersimulering.

Hendes kandidatgrad er opnået indenfor SDU's Elitekandidatuddannelse i interdisciplinære naturvidenskabelige studier, som hun fuldførte med et rent 12-tal i snit.

Nanna Holmgaard List er 28 år og har allerede publiceret syv artikler i anerkendte internationale tidsskrifter. Hun finder dog stadig tid til at være fysisk aktiv, eksempelvis sammen med sin islandske hest eller under en løbetur med kæresten.

EliteForsk-rejsestipendiater gives til meget talentfulde ph.d.-studerende, og de blev første gang uddelt i 2007. Formålet med EliteForsk-priser er at styrke og pleje landets dygtigste og mest talentfulde forskere. Initiativet skal bidrage til at skabe opmærksomhed om deres resultater og synliggøre dem som rollemodeller for andre unge, der er på vej ind i en forskerkarriere.

Nanna Holmgaard modtog i 2013 Zonta Danmarks legat på 50.000 kr.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies