Teoretisk kemiker fra SDU får talentbevilling fra Det Frie Forskningsråd

Post.doc. Jógvan Magnus Olsen fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci er blandt de mest talentfulde yngre forskere i Danmark. Derfor er han blevet udvalgt til at indgå i Det Frie Forskningsråds karriereprogram Sapere Aude.

Post.doc., ph.d. Jógvan Magnus Olsen fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci har tidligere fået tildelt et individuelt postdoc-stipendium fra Det Frie Forskningsråd. Nu er han oveni blevet udvalgt til at indgå i talentprogrammet Sapere Aude på baggrund af et forskningsprojekt, der har til formål at udvikle modeller, som kan anvendes til at optimere lysfølsomme proteiners optiske egenskaber.

- Det er en stor ære for mig og et vigtigt skridt i min videre forskerkarriere, at jeg er blevet udvalgt til at indgå i Sapere Aude-programmet. Lige nu glæder jeg mig til at starte mit projekt, som skal udføres på EPFL i Schweiz. Bevillingen (på 429.120 kr., red.) giver mig bedre muligheder for at formidle min forskning og etablere samarbejder med førende forskere inden for mit felt, fortæller Jógvan Magnus Olsen.

Sapere Aude er Det Frie Forskningsråds karriereprogram, hvis tre trin er rettet mod henholdsvis forskertalenter, forskningsledere og topforskere. Programmet overordnede mål er at fastholde de mest talentfulde forskere i forskningen, uanset køn, samt at fungere som et springbræt til den internationale forskerelite.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies