Menu

Græskarfrøen kalder for døve øren

Den orange græskarfrø fra Brasilien er en af verdens mindste frøarter. En gruppe af forskere fra Brasilien, Danmark og England har nu vist, at selvom hannerne udsender parringskald ligesom de fleste andre frøarter, kan hunnerne ikke høre kaldet.

Af Birgitte Svennevig, birs@sdu.dk

Græskarfrøen udsender et kald med frekvenser omkring 5000 Hz, men målinger af dens hørelse i laboratoriet på SDU har vist, at øret ikke reagerer på kaldet.

- Det var noget af en overraskelse, og det giver jo ikke umiddelbart nogen mening, at et dyr frembringer parringskald, som dets artsfæller ikke kan høre, siger lektor Jakob Christensen-Dalsgaard, Biologisk Institut, SDU.

Han er medforfatter til en videnskabelig artikel om emnet i tidsskriftet Scientific Reports. Ledende forfatter er Dr. Sandra Goutte, som var postdoc ved Universidade Estadual de Campinas, São Paulo, Brasilien, da studiet blev udført.

Et par græskarfrøer af arten B. pitanga. Foto: Sandra Goutte.

Forsker i dyrs lyd og adfærd

Jakob Christensen-Dalsgaard er medlem af forskningsgruppen Lyd og Adfærd på SDU. Gruppen beskæftiger sig bl.a. med at undersøge dyrs lydkommunikation og de biofysiske og fysiologiske mekanismer bag hørelse og lydproduktion. Jakob Christensen-Dalsgaards forskning har særlig fokus på høresansens udvikling hos de første landlevende hvirveldyr.

SDU har en feltstation i Svanninge Bjerge på Fyn, hvor Jakob Christensen-Dalsgaard tager på feltture og bl.a. kigger efter frøer sammen med biologistuderende. Foto: Kasper Tybjerg/Bikubenfonden.

Resultaterne fra SDUs tests er blevet bekræftet af anatomiske undersøgelser på Cambridge Universitet i England, der viser, at det sanseorgan i det indre øre, der reagerer på høje frekvenser i andre frøarter, er reduceret og derfor ikke længere funktionelt hos græskarfrøen.

- Det er enestående i dyreverdenen at have et kommunikationssignal, som modtagerne ikke kan høre. Der er omkostninger ved at lave lyde, der ikke har nogen funktion. Lydproduktion bruger energi, og lydene kan tiltrække rovdyr og parasitter, så man vil forvente, at frøen holder op med at lave lydsignaler, siger Sandra Goutte.

B. pitanga på en fingerspids. Foto: Sandra Goutte.

Måske kan hunnerne lide strubens bevægelse

Forskerne gætter på, at de orange, dagsaktive (og stærkt giftige) frøer har erstattet lydkommunikation med visuelle signaler, og at bevægelsen af struben måske er det vigtigste visuelle signal.

Nærtstående arter har en fungerende lydkommunikation, men det ser ud til, at lydkommunikationen er rudimentær (analogt med resterne af bagben hos slanger) og på vej til at forsvinde hos græskarfrøen.

- Der er her tale om er et unikt eksempel på igangværende evolution og på de evolutionære mekanismer, der tildanner dyrs adfærd og sanser, siger Jakob Christensen-Dalsgaard.

Tilbage til aktuelt
Kontakt

Jakob Christensen-Dalsgaard er lektor på Biologisk Institut. jcd@biology.sdu.dk Telefon: 65502448.

Gå til profil

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies