Skip to main content
Markering

SDU Esbjerg og UC SYD flytter i bofællesskab

1. oktober markerede vi, at byggeriet af Nyt SDU Esbjerg ved siden af UC SYD er godt i gang. Studerende, ansatte og repræsentanter fra det lokale erhvervsliv, bl.a. borgmestrene fra Varde og Esbjerg deltog i arrangementet. Vi ser frem til en lys og spændende fremtid i samarbejde med UC SYD.

Af Ane Line Søndergaard, , 02-10-2019

SDU Esbjerg bygger nyt og flytter om et års tid i bofællesskab med UC SYD på Degnevej. Det er første gang herhjemme, at et universitet og en professionshøjskole knyttes så tæt sammen. SDU og UC SYD er begge centrale aktører i Sydjylland og Sønderjylland som leverandører af viden og fremragende dimittender og fagprofessionelle til et bredt felt af aftagere. Tilsammen tilbyder vi flere end 20 uddannelser. Det kommende kandidatforløb i Medicin flytter dog ikke ud i den nye bygning.

Universitetsdirektør ved SDU, Thomas Buchvald Vind, bød velkommen til de omkring 100 mennesker, der var mødt op i det store auditorium på Degnevej. Herefter beskrev både Ole Skøtt, campusdekan på SDU Esbjerg, og Birthe Friis Mortensen, rektor på UC SYD, naboskabet som en sund alliance, og at de glæder sig til samarbejdet og udviklingspotentialet.

Synergi og fokus

UC SYD er en væsentlig rekrutteringsbase for studerende til flere af SDU’s uddannelser, og de studerende vil opleve en bedre sammenhæng mellem de mellemlange og de lange, videregående uddannelser, hvor et fleksibelt studiemiljø skaber forløb fra professionsbachelor til kandidat og ph.d. En stærk samarbejdsrelation mellem universitet og professionshøjskole vil bidrage til kvaliteten af forsknings- og udviklingsaktiviteter i begge institutioner, og den vil gavne udviklingen af den viden, der danner grundlag for universitets- og professionsbacheloruddannelserne.

Studieleder Maja Bertram fortalte om uddannelsessammenhæng, og hvordan vi kan vælge at betragte vores nye fællesskab som et økosystem, hvor vi gensidigt drager nytte af hinanden. Uddannelserne og erhvervslivet i Esbjerg skal fokusere på de ting, vi er gode til i vores region og "sparke bolden ind" der, hvor de andre ikke har deres fokus. Fodboldmetaforerne blev selvfølgelig fulgt op af Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen, som også bad os holde fokus på, at Esbjerg er en attraktiv studieby, og at vi med den nye store fælles campus får mulighed for løfte byens studieliv og dermed gøre byen endnu mere attraktiv.

Et fokus for UC SYD og SDU er praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter i tæt samspil med det aftagende arbejdsmarked. Et tættere tværfagligt miljø mellem de to institutioner i Esbjerg vil støtte regional vækst ved at fastholde og udbygge udbuddet af relevante uddannelser og sikre kompetente medarbejdere og borgere til det regionale arbejdsmarked.

De studerende - dem, det hele handler om

Der er allerede samarbejde mellem de to institutioner i Esbjerg. Adjunkt og ph.d.-studerende Line Nørgaard Remmen og Julie Dalgaard Guldager fortalte om deres uddannelsesrejser inden for Sundhed, som har krydset veje med både UC SYD og SDU, og som kan være inspirationsgrundlag for yderligere samarbejder.

De studerende i centrum er udgangspunktet for den nye campus. En fysisk sammenbygning gør det let at færdes frit mellem de to institutioner, og netop det er meningen. De studerende skal ikke lægge mærke til, at de bevæger sig mellem to uafhængige, selvejende institutioner. Studerende Erik Winther fra UC SYD og Jesper Holdensen fra SDU fortalte om de nyetablerede tværgående grupper, hvor studerende skal i gang med at samarbejde om at skabe et godt fælles studiemiljø. De ser frem til en campus med flere studerende.

SDU Esbjerg og UC SYD vil være en synlig og markant regional aktør inden for uddannelse, forskning, innovation og udvikling. Læs mere om Nyt SDU Esbjerg.