Skip to main content

Særpris for forskningsbaseret læring

Professor Gunnar Svendsen tiltrådte som studieleder på Sociologi og Kulturanalyse-uddannelsen i 2013 og har siden da været en stor drivkraft for de studerende. Dette har medvirket til, at Gunnar Svendsen blev tildelt ”Særpris for forskningsbaseret læring” for det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Af Bente Nielsen, , 31-08-2018

Begrundelsen for tildelingen af prisen er, at uddannelsen er opbygget sådan, at de studerende anvender den erhvervede viden og færdigheder i praktiske problemstillinger, som udformes i semesterprojekter. De studerende arbejder med en konkret problemstilling i en gruppe og sammenkobler teori og metode med praktisk arbejde, hvilket gør uddannelsen unik.

Denne undervisningsform har mange fordele. De studerende trænes i gruppearbejde, da man samarbejder om konkrete projekter i samspil med virksomheder, kommuner og organisationer. Det giver gode erfaringer og kompetencer samt fagligt relevante og anvendelige projekter. Derudover bliver de studerende kompetente i såvel skriftlig rapportskrivning som tværfagligt arbejde, da projektet kombinerer semestrets fag i udarbejdelsen. En kombination af skriftlig formidling, oplæg samt mundtlig eksamen gør, at de studerende træner forskellige færdigheder og bliver forberedte til den videre færd.

Studerende på Sociologi og Kulturanalyse har udtalt:

"Som studieleder har Gunnar en stor andel i, at vi som studerende for alvor får mulighed for, og opfordres til, at anvende teori og metode på samfundsrelevante problemstillinger. Denne opbygning af studiet gør, at der i høj grad gives mulighed for at anvende sin faglighed uden for universitetets mure. Som studerende er det fantastisk at føle, at man allerede i sin studietid kan være med til at gøre en forskel."

Stort tillykke til Gunnar Lind Haase Svendsen!

Redaktionen afsluttet: 31.08.2018