Alumne

- Folks liv kan afhænge af vores apps beregninger

Hun er ikke iværksættertypen, og alligevel står Christina Kildentoft i spidsen for startuppen Hedia, som har udviklet en app til diabetikere

Af Stine Charlotte Hansen, , 14-09-2018

Det er et langt sejt træk at starte sin egen virksomhed. Det ved Christina Kildentoft, som i 2015 blev overtalt af sin kæreste til at grundlægge startuppen Hedia. 

- Det tog ham noget tid at overtale mig. Jeg er overhovedet ikke iværksættertypen, men kan derimod godt lide at have styr på tingene, og at økonomien er okay, siger Christina, som er sygeplejerske og siden har læst kandidat i Folkesundhedsvidenskab på SDU. 

Hun havde svært ved at finde job, efter hun var færdig med sin uddannelse, og kæresten Peter Lucas gik med tankerne om at starte Hedia. Han har selv diabetes og savnede et hjælpemiddel i hverdagen, når han jonglerede med blodsukkerniveau og insulindoser. 

Ideen blev senere til en app, som beregner, hvor stor dosis insulin brugeren skal have ud fra, hvad han eller hun har spist, blodsukkerniveau, og hvor meget insulin der tidligere er taget.

Som iværksætter må du tro på projektet

Parret kombinerede hendes sygeplejebaggrund og hendes kliniske viden med hans sans for at køre en forretning.

Sammen med en af Peters samarbejdspartnere fra tidligere projekter Andreas Jespensgaard gik de tre i gang med det hårde benarbejde. 

- Det har været hårdt med lange perioder uden investeringer, men bare vores tro på projektet. Vi måtte bootstrappe, som man kalder det, når man som iværksætter er nødt til at arbejde ved siden af, fortæller Christina. 

Hun tog vikariater som sygeplejerske, fordi hun kunne forene det med sit arbejde i Hedia. 

Uddannelsen hjælper med at skabe systematik

Det viste sig hurtigt, at alt det, Christina vidste om diabetes, blev vigtigt, da teamet begyndte at skabe formler til beregneren. 

- Folks liv kan afhænge af, at vores app har lavet de rigtige beregninger. Det har fyldt meget, og vi har været enormt fokuseret på brugerne, fortæller Christina. 

Hun har brugt meget af den viden og systematik, hun har med fra sin kandidatuddannelse, blandt andet til at lave spørgeskemaundersøgelser og til at sætte sig ind i helt ny viden. 

- Det handler om at kunne bakke alting op med evidens, så det ikke bare er noget, vi har fundet på. Det, vi arbejder med, skal også holde i det lange løb. 

Der er stor stolthed forbundet med produktet

Ud over arbejdet med app’en og brugerne af den, er hun også den, som sætter de nye medarbejdere hos Hedia ind i produktet. Nye kolleger er der flere af, da Hedia netop i sommer har fået en større økonomisk indsprøjtning på 5,6 millioner kroner af en række investorer. 

Iværksætteren og SDU-alumnen er glad for sit afvekslende arbejdsliv. 

- Det er spændende at have flere hatte på og have overblikket på den måde. Nu, vi har fået penge, kan vi ansætte, og så kan vi fokusere lidt mere, siger hun.

- Jeg kommer stadig til at have meget med app’en at gøre, for jeg er og har altid været meget fokuseret på produktet. Der er stor stolthed forbundet med at have et produkt, vi kan stå inde for. 

Nej til eksklusive aftaler med virksomheder

De håber på at nå ud til så mange med diabetes som muligt, fordi de gerne vil gøre en forskel for den enkelte diabetiker. 

- Vi har sagt nej til at lave eksklusive samarbejdsaftaler med store virksomheder, fordi vi ønsker at åbne markedet op og gøre app’en så tilgængelig og brugervenlig for den enkelte som muligt.

Christina Kildentoft glæder sig på den lange bane til at blive ved med at prøve kræfter inden for den regulatoriske og kliniske udfordring på health tech-området, da det er i stor udvikling. 

- Ja, om vi skal sælge eller bygge en stor virksomhed op, det må tiden vise, slutter hun.

Fakta om diabetes

Mindst 252.750 danskere har diabetes. Antallet af personer med diabetes er mere end fordoblet fra 2000-2016. Risikoen for følgesygdomme øges, jo dårligere blodsukkeret er reguleret. En tredjedel af alle diabetikere har en hjertekarsygdom. Diabetes koster det danske samfund 86 millioner kroner om dagen. Kilde: Diabetesforeningen

Find Hedia på LinkedIn

Hedia har eksisteret siden 2015. Virksomheden er grundlagt af Christina Kildentoft, Peter Lucas og Andreas Jespensgaard. I sommer modtog Hedia en større investering på 5,6 millioner kroner. I dag har den 15 ansatte.

Følg Hedia