Menu

Studentertalen 2017

Kære gæster,

Studerende har altid været dybt interesseret i deres studiemiljø og i deres universitet. Det ligger dybt i vores akademiske DNA, at vi ønsker at være kritiske. Det er vel egentligt også formålet med vores uddannelse. Vi skal lære at lære, og så skal vi lære at være konstruktivt kritiske.

Jeg vil gerne tage jer med tilbage til en tid - før min tid. Vi skal faktisk præcis 40 år tilbage i tiden. Jeg var ikke selv tilstede i 1977, men har ladet mig fortælle, at der var studerende, der interesserede sig for uddannelsespolitik, og at de var mange, og at de var revolutionære!

Dengang forslog regeringen, at man skulle nedlægge RUC. Det satte selvsagt gang i de studerende. De holdt utallige plenum-møder, og til en af dem talte en fraktion for at nedbrænde RUC i protest!

Branden blev dog hurtigt kvalt, da talsmanden ikke selv kunne deltage. Og nu citerer jeg: ”fordi de havde aftalt at klippe får i bondegårdskollektivet den weekend”. Ja, tiden var en anden!

Dengang talte de studerende om at bryde murene ned. Og selv om jeg ikke synes, det er relevant at brænde RUC eller SDU ned til grunden her i aften, synes jeg, at det er relevant at tale om, hvilke mure der er kommet omkring universitet siden dengang; og hvilke forhindringer vi som studerende møder, når vi sammen med ledelsen ønsker at forbedre de studerendes vilkår.

Set fra en studerendes synsvinkel, så skaber det mure, at vi har uddannelsesloftet.

  • Det hæmmer gennemførslen af uddannelsen. Vi studerende er ikke dumme. Vi forstår godt, at hvis man er i tvivl om, hvorvidt man er på det rigtige studie, så undlader man at tage sin afsluttende eksamen. Det betyder, at flere undlader at få papir på deres uddannelse, og at universiteterne betaler en større regning.
  • Det betyder, at studerende der ønsker at sammensætte en kreativ og spændende faglig profil, bliver forhindret.
  • Uddannelsesloftet er et loft uden mening. Forestillinger om, at nogen tager en bachelor for sjovs skyld, for at tage af statskassen eller for at drille finansministeriet er forkerte. Problemet er, at uddannelsespolitikken bliver dikteret af finansministeriet og ikke af uddannelsesministeriet.
  • Det flytter fokus væk fra det, der er det vigtige: At vi hellere vil have kvalitetsløft af vores uddannelser tilbage på dagsordenen.

Set fra en studerendes synsvinkel skaber det mure, at vi hvert år skærer 2 procent på uddannelse:

  • Vi oplever, at mange elementer - af vores uddannelsesforløb - bliver sparet helt væk eller erstattet af billigere og ringere alternativer.
  • Det er f.eks. penge til at blive rystet sammen socialt under ens uddannelse. Det er et kæmpe problem for de studerende, der ikke har et godt netværk. For det sociale studerende i mellem skal fremme det faglige.
  • Der mangler tid i undervisningen. Det betyder mindre undervisning, at for meget stof forsøges gennemgået på for lidt tid og at vi får alt for lidt feedback.
  • Der er enormt mange gode idéer til forbedringer ude i studienævnene. Men de er ofte dyre og ikke en del af det absolut nødvendige for at opfylde vores læringsmål. Derfor bliver de aldrig en del af vores studieordninger.
  • Vi oplever, at universitetet bliver nødt til at skære i uddannelserne. Dvs. vejledning, forsvar og undervisningstimer osv. forsvinder. Blot for, at kunne opretholde en bæredygtigøkonomi på studierne.
  • Det flytter fokus væk fra det, der er det vigtige: At vi hellere vil have kvalitetsløft, af vores uddannelser, tilbage på dagsordenen.

Set fra en studerendes synsvinkel, så skaber det mure, når der forslås politisk ledelse af universitet

  • Undervisningsministeriets fortælling om ”bedre rammer for ledelse, på universiteterne” er et uhyggeligt eventyr. Det handlede om, at både formand og bestyrelse skulle udpeges af ministeren.
  •  Det introducerer en ny opfattelse af hvad et dansk universitet er. Og den bevæger sig væk fra det uafhængige og objektive. Det hænger simpelthen ikke sammen med hverken en bestyrelse/bestyrelsesformand, der skal udpeges af ministeren. Vi gisner om hvilke konsekvenser det kan have for forskningen og dimensioneringen:
  • Forskning: Er noget mere spændende end andet at forske I? Får man så forsket i det rigtige?
  • Dimensionering: Er finansministeriet/arbejdsmarkedet mere interesseret i nogle uddannelses frem for andre? Får man matchet de rigtige folk med de rigtige uddannelser?
  • Heldigvis endte eventyret ikke så grelt. Det endte med, at armslængdeprincippet fik nogle korte arme og at bestyrelsesformanden skal godkendes af ministeren.
  • Det er et ærgerligt system, der bryder med SDUs model. En model, hvor man har forankret udpegningsorganet til region Syddanmark, ved et repræsentantskab bestående af betydningsfulde personer fra alle sektorer. Altså bryder man med det decentrale og regionalt forankrede styre og erstatter det med en central styring fra København.
  • Det flytter fokus væk fra det, der er det vigtige: At vi hellere vil have kvalitetsløft, af vores uddannelser, tilbage på dagsordenen.

Set fra en studerendes synsvinkel, skaber det mure, at nogen er i tvivl om SU’ens værdi 

I dag kan man knap overleve på SU’en, men slet ikke leve på den. Læg dertil, at SU’en ikke følger inflationen, så det bliver hvert år ”dyrere” at være studerende. Det betyder:

  • At vi skal bruge flere timer på arbejde frem for at studere. Det bliver vi ikke fagligt bedre af. Har man et studierelevant job. Så kan man pga. fremdriftsreformen heller ikke få orlov til arbejde og dygtiggøre sig. Heller ikke selvom det fagligeudbytte kan være meget højt.
  •   En mindre SU kan betyde, at flere er nødsaget til at optage lån for at gennemføre uddannelsen. Det vil føre til færre mønsterbrydere på universiteterne, da folk fra ikke-akademiske hjem er mindre tilbøjelige til at optage studielån. Dermed vil det skubbe til de flotte rammer vi har for socialmobilitet som vi har i Danmark.
  • Så det er slet ikke værd at debattere beskæringerne af SU’en, for det flytter fokus væk fra det, der er det vigtige: at få kvalitetsløft, af vores uddannelser, tilbage på dagsordenen.

Nå, men vi skal tilbage til historien. De studerende valgte ikke at brænde SDU ned for 40 år siden. De studerende valgte i stedet for at barrikadere (”befrie”) Odense universitets administration. Mandag morgen sluttede besættelsen i midlertidigt brat, da den handlekraftige rektor Aage Trommer, med hjælp af et koben, satte en stopper for besættelsen og tog universitet tilbage.

Ved den efterfølgende årsfest, kaldte de studerendes festtaler rektoren op for at modtage ”Det gyldne koben”. Rektoren modtog det sammen med en kommentar om, at han havde vist ”fortrinlige evner til at håndtere et brækjern”.

Jeg vil enormt gerne overrække dette koben til vores minister, hr. Søren Pind. Og lige som for 40 år siden, så håber jeg, at han har fortrinlige evner til at håndtere et brækjern.

For jeg kan bare konstatere, at der er rigeligt med mure omkring universitet, der skal brydes ned. Nu bruger man måske ikke lige et koben til at nedbryde mure - men jeg synes bare, at historien var så god! Og min SU rækker ikke til en gravko!

Ministeren skal i hvert fald have kobenet, og så håber vi studerende, at han har mod på at fjerne alt det skæve og rådne og få lagt et nyt, solidt fundament, hvorfra universiteterne, med en endnu større grad at studenterinddragelse, kan skabe fremtidens læringsmiljøer og gerne i verdensklasse.

Da ministeren ikke er her i dag, vil jeg bede ministeriets repræsentant om at tage i mod kobenet og overlevere det til ministeren med en venlig hilsen fra nogle bekymrede studerende.

Jeg vil derfor slutte af med at ønske ministeren held og lykke med kobenet, jeg vil ønske alt godt for SDU, og jeg vil ønske jer alle en god årsfest.


Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies